Israel fortsætter med at prøve grænser af
Af Elin Søborg
[KOMMUNIST 8-9 2025] Hvor langt vil dets traditionelle støtter lade det gå?
I de forløbne uger har dels det israelske krigskabinet og dels Knesset vedtaget, at Gaza skal besættes fuldt ud! og at antallet af de ulovlige bosættelser på Vestbredden skal udvides, så det bliver umuligt at danne en palæstinensisk stat.
Jeg er totalt forbløffet over formuleringerne. Så vidt jeg ved, har Gaza været totalt besat af Israel siden 1967. I 2005 fik både Vestbredden og Gaza nominelt selvstyre, og de israelske bosættelser i Gaza blev trukket ud. Samtidig blev hele området indhegnet og er siden blevet kaldt ”verdens største udendørs fængsel” med kun 3–4 totalt bevogtede checkpoints mod Israel og Egypten, kontrolleret af Israel, der også har blokeret farvandet og kysten ud for Gaza.
Også Vestbredden blev besat i 1967 af Israel, der førte en blodig besættelsesmagt over området, indtil befolkningen i 1984 startede den første Intifada (oprør). Vi er mange, der husker billederne af stenkastende børn, der får arme og ben brækket af de israelske soldater. Efter Oslo-forhandlingerne i 1995 fik også Vestbredden selvstyre, der skulle føre frem mod en palæstinensisk stat.
Israel bryder aftaler
Men den israelske besættelsesmagt fulgte ikke aftalerne og konfiskerede store landområder til ”militære” formål og hjalp bevæbnede grupper af bosættere med at besætte attraktive områder og jage palæstinenserne væk.
P.t. lever de tilbageværende 2,5 mill. palæstinensere i 22 små ”bantustans”, der er adskilt af bosætterveje, som palæstinenserne ikke må bruge eller krydse. Samtidig har Israel rejst en 8 meter høj mur langs hele grænsen til Israel kun med bevogtede checkpoints som gennemgange.
FN har i talrige generalforsamlinger fordømt Israels besættelse og overgreb, men USA har blokeret enhver fordømmelse i Sikkerhedsrådet. Bosættelserne og den generelle behandling af de besatte er en overtrædelse af de internationalt aftalte regler for krigsførelse – deciderede lovbrud, som indtil nu kun har ført til løftede pegefingre og en enorm nødhjælp til palæstinenserne, der er blevet frarøvet mulighederne for at brødføde sig selv.
Men nu er selv det Israel-glade Europa da nødt til at sige stop! Oprettelsen af en palæstinensisk stat blev vedtaget i Oslo-aftalen, og næsten 150 af FN’s 193 medlemslande har anerkendt Palæstina som stat, og mange af dem støtter en to-stats løsning, så Israels sidste udmeldinger må da starte omfattende boykot og sanktioner af apartheidstaten Israel. Alt andet er svigt.
Hamas
Under sommerlukningen på partikontoret er et håndskrevet brev kommet ind ad brevsprækken. Det er fra Kim Nielsen, der mener, at vi er ideologisk enøjede, katastrofalt hykleriske og svigter palæstinenserne ved ikke at fordømme Hamas, som er en ”totalitær, islamistisk, homofobisk, misogynsk, racistisk og antisemitisk terrororganisation”.
Kære Kim, Hamas er en palæstinensisk modstandsbevægelse, der opstod under den første Intifada i 1984 og udviklede sig til en politisk bevægelse, der stillede op til valg, da Gaza og Vestbredden i 2006 fik selvstyre. Her fik den flertal og den administrative magt i Gaza, efter sigende på grund af korruption i det største parti, Fatah. Hamas er altså valgt til at administrere selvstyret i Gaza. Den har en militær gren af ukendt størrelse, der kæmper for et frit Palæstina.
Hamas betegnes som terrorbevægelse af USA og Europa, der også terrormærkede organisationer som al-Qaeda, Islamisk Stat og Taliban, som Danmark nu forhandler med i Syrien og Afghanistan.

