Jobcentrene er ikke et godt tilbud til de svageste

Af Lilli Rodeck

[KOMMUNIST 6-7 2025] Den 1. januar 2007 blev portene slået op for jobcentrene. De blev dannet for at erstatte Arbejdsformidlingen for hovedsageligt at hjælpe a-kasse medlemmer i arbejde.

Arbejdsformidlingen var drevet af staten. Kommunerne hjalp de mennesker, der havde flere problemer. Der blev forventet et bedre resultat med hensyn til at få alle i beskæftigelse, fordi kommunerne, der skulle drive jobcentrene, kunne få bedre kontakter til erhvervslivet.

Jobcentrene skulle, udover at være jobformidlere, også sikre, at man fik styr på arbejdsevnen med henblik på aktivering. Det medførte en ændring i regler for a-kasse-­medlemmernes aflønning ved aktivering. Hvor man tidligere kun skulle arbejde den tid, hvor pengene fra a-kasse dækkede timelønnen hos de ufaglærte inden for ens arbejdsområde, skulle man nu aktiveres i længere tid for at få udbetalt sine dagpenge.

Sygedagpenge

Var man på sygedagpenge, opbyggede jobcentrene en arbejdsprøvningskarrusel for at finde den mindste rest ­arbejdsevne. Det medførte nogle absurde situationer, ­fordi kommunerne var bange for, at de ikke levede op til de krav, som skiftende social­ministre fandt på. Målet var, at så få som muligt fik førtidspension.

For folk under 40 år blev det næsten umuligt. Det gjorde borgere mere syge at blive sendt til udsigtsløse arbejdsprøvninger. Mange endte med depressioner, PTSD, og i nogle tilfælde døde de inden afklaring. Jobcentret blev til en diagnosticeret angst i stedet for en hjælp.

Regeringens plan lykkedes ikke

Regeringernes plan om, at jobcentrene skulle hjælpe borgerne med at få arbejde, blev ikke opfyldt. Ingen fik besked om, at den og den arbejdsplads manglede arbejdskraft. Det hele gik op i aktiveringer og arbejdsprøvninger.

Hvor arbejdsformidlingen havde lister med arbejds­pladser i alle fag, overgik det nu til, at man skulle søge via internettets Jobindex. Her håbede kommunerne, at arbejdspladserne ville søge deres arbejdskraft, men sådan gik det ikke helt. Mange valgte at søge via netværk, hvilket helt frasorterede de borgere med de svageste netværk. Det blev på en måde den vej, hvor arbejdsgiverne kunne sikre sig mod at komme til at ansætte borgere med psykiske eller andre helbredsmæssige problemer.

Jobcentrene endte med at blive opfattet negativt af de borgere, som var så uheldige at komme “i kløerne” på dem. At de skal lukkes, vil ­måske være et plus for alle parter.