
Kampen for anerkendelse
Af Annette Mørk, Horserød-Stutthof foreningen
Det er efterhånden snart 10 år siden, Horserød-Stutthof foreningen besluttede at arbejde på at få anerkendt, at det var et grundlovsbrud mod kommunisterne og deres familier, da Folketinget indførte kommunistloven d. 22. juni 1941.
Foreningen og efterkommerne kræver en mindeplade på Christiansborg.
Folketingets Præsidium med Søren Gade som formand har været lyttende og udtrykte empati og forståelse på de afholdte møder. Vi gik derfra med håb, men må erkende, som i tiden efter 1945, at voldsomme politiske kræfter omskriver historien.
Anerkend fakta
Arne Hardis fra Weekendavisen kalder det en ”evig erindringskrig”, på trods af historien fra dengang ikke kun bygger på erindringer, men dokumenterede fakta.
Historiker Bo Lidegaard er og har i alle årene i Information, samt Weekendavisen fremturet, at ”Kommunistloven” var en nødvendighed og en beskyttelsesforanstaltning”.
Juraprofessor Jørn Vestergaard skrev i Information i november 2025: ”Loven var ubestridelig grundlovsstridig og en alvorlig tilsidesættelse af den enkeltes sikkerhed og velfærd”.
Med et tilbageblik på tiden efter besættelsestiden, har det altid været et stridspunkt, om massearrestationerne af kommunisterne fra 22. juni 1941 var en nødvendighed og kunne have været undgået.
De fire parlamentariske kommissioner frikendte sig selv, da det var de samme politikere, som havde stemt for ”Kommunistloven”, som var toneangivende i kommissionerne.
Debatten i Folketinget op til ”Kommunistlovens” vedtagelse blev et skræmmende billede på politikerne og især Socialdemokratiets samarbejdsvillighed. Det medvirkende til, at 150 kommunister blev sendt til udryddelseslejren Stutthof. For de overlevende og deres pårørende gav det traumatiske sår generationer igennem, – det som vi i dag kender som PTSD.
Beslutningen om mindepladen er endnu ikke truffet.
Delegationen til møderne med Folketingets præsidium bestod af: Forperson for foreningen Hørserød/Stutthof Annette Mørk, Anne Dorrit Viveke, efterkommer af Holger Viveke, Jens Christy søn af Tove Christy, Morten Nielsen, barnebarn af folketingsmedlem Martin Nielsen, Jørn Madsen, der aldrig har kendt sin far Aninus Madsen, der døde på ”Dødsmarchen”.
