Kina som grøn supermagt
Af Niels Rosendal Jensen
[KOMMUNIST 6-7 2025] Forfatteren, Christina Boutrup, har arbejdet 20 år i Kina og sat sig grundigt ind i forholdene. Hun indtager en positiv holdning til ’Riget i midten’, ikke i ideologisk henseende, men baseret på, hvad det kinesiske samfund har formået at skabe som grøn frontløber. Bogen er virkeligt velskrevet, letlæselig og indholdsmættet.
Facit er: Det er slet ikke så lidt, der er lykkedes for Kina under behørig styring fra Kinas Kommunistiske Parti (KKP). Den store rorgænger, formand Mao, lykkedes det næsten at udrydde 50-70 mio. kinesere med hans politik. Efterfølgeren, Deng, var opmærksom på, at Kina sakkede agterud på baggrund af den tidligere halvkoloniale status og den overvældende landbefolkning. Om katten var rød eller sort, betød intet, når bare den fangede mus.
Deng så muligheden for at modernisere Kina ved at åbne økonomiske zoner med frit slag i bolledejen for kapitalistisk investering. Internationale selskaber investerede og etablerede arbejdsforhold, der mindede om engelsk arbejderklasse i 1820’erne. Man lærte lektien, startede med at kopiere og skabte senere egne produkter af høj kvalitet. Verdens fabrikshal udvikledes til at blive innovativ og erobrede en stærk position. Kina formodes at overhale USA om få år.
Energirevolutionen
Boutrup dokumenterer den enorme fremdrift i Kinas energirevolution: solceller, elbiler og grøn omstilling. Her er Kina en gedigen supermagt. Mens Trump skuer bagud med ’dril, baby, dril’, er den kinesiske ledelse fast besluttet på, at grøn energi er svaret. Kina har satset strategisk på vedvarende energi, takket være en omfattende indsats, herunder brug af temmelig rå markedsmekanismer (jf. lad falde, hvad ikke kan stå), statslige investeringer, dristig lånepolitik og en stålsat vilje til succes i omstillingen. Det lykkedes faktisk – endda i en sådan grad, at EU nu jamrer sig over, at Kina har sat sig på produktionen af solceller til endog særdeles lave priser, at dette skyldes statsstøtte og andre fæle redskaber fra den økonomiske planlægnings værktøjskasse.
Samme sang lyder fra Trump. EU skulle hellere samarbejde med Kina fremfor at følge taktstokken fra Washington? Er det absurd at tænke sig, at de 800 billioner € til oprustning blev anvendt til gavnlige formål? Kunne man forestille sig det samme om Mette Frederiksens hovedløse oprustning? Som en anden Dr. Jekyll og Mr. Hyde veksler hun mellem ”Røde Mette” og ”Skandinaviens Jernlady”. Første kunne, anden vil ikke!
Boutrup er positiv, grænsende til det begejstrede. Får hun ikke øje på problemer eller uheldige sider af den forcerede udvikling?
Det står i det mindste klart, at Boutrup informerer sine læsere ud fra bred indsigt: besøg på virksomheder, samtaler med toneangivende stemmer i parti og regering m.v. Den viden burde få danske politikere til at forstå, hvad der foregår i Kina. Det kan man dog godt betvivle. De er så godt som alle fangede i et fjendebillede: Ondskabens akse (Kina, Nordkorea, Iran og Rusland). Kina har dog aldrig truet Danmark med at erobre Grønland med militære midler om nødvendigt. Partiledelsen i Kina ønsker stabilitet og orden, ikke kaos og krig.
Er der en hage ved det?
Dette ”Wirtschaftswunder” har påført kinesiske bønder og arbejdere mangt og meget: Ekstreme arbejdsvilkår, knaldhård udnyttelse og udbytning, forflytning fra land til by, tvangsophold i skure som bygnings- eller industriarbejdere. Uden reelle fagforeninger, der selvstændigt forsvarede arbejdernes stilling. Fagforeninger har nærmest fungeret som transmissionsremme for partiet – det synspunkt stod Trotskij alene med efter krigskommunismen i USSR.
Hvad den forcerede udvikling har gjort ved balancen mellem produktion, innovation og velfærd? Mange velfærdsydelser er stadig brugerbetalte (sundhed, dele af uddannelserne m.v.). En dynamisk udvikling trækker mere med sig, og KKP er opmærksomt på den manglende balance, korruptionen og misbruget af midler. I stedet for at jamre er det bedre at være optimist: Står valget mellem grøn omstilling og militær oprustning, er det vist klart, hvad folk flest foretrækker.
Christina Boutrup: Den grønne supermagt. Sådan farver Kina vores fremtid. København. Forlaget 28 B. 286 sider. Kr. 299,95.