Skip to content

Klima og miljø

v. Peter Just

[KOMMUNIST 2-2026]

 

traebyg_Boernehuset-Bison
Børnehuset Bison i Skanderborg, før tagbeklædningen blev lagt på.

Træbyg er godt for klima og miljø

Når man taler om træ i byggeriet, er det naturligt for de fleste at tænke på spær. Men træ anvendes ikke kun til spær. Træ bruges også til vægge, rammer, tagmoduler, ja hele råhuse. 

Det store fokus på klimavenligt byggeri får flere og flere til at bruge træ som byggemateriale. Senest er to store børnehuse i træ blevet opført i Skanderborg samt Kolding.

Luft under vingerne

Træbyggeriet i Danmark har fået luft under vingerne, og nu dokumenterer endnu en rapport, hvorfor det er en god ide at bygge mere med træ. 

Analysen viser blandt andet, at hvis vi bygger 6.310 boliger i 2030 som træbyggeri i stedet for konventionelt tungt byggeri, kan vi om året fremadrettet spare 800.000 tons CO2 i forhold til i dag. 

En naturlig forklaring

Træet optager CO2 under væksten og omdanner det til ilt og kulstof. Det oplagrede kulstof i træ bliver i træet, når det bruges i byggeriet. 

Dermed kan træ erstatte andre byggematerialer med stor fordel, da det samlede CO2-aftryk bliver mindre.

 

roede-mursten

Vil reducere murstens CO2-aftryk

Lige nu må klimabelastningen fra byggematerialerne til et nyt parcelhus ­maksimalt være 6,7 kg CO2 pr kvadratmeter, en grænse der strammes til 5,4 kg i 2029. 

For at kunne imødekomme de nye krav og bevare murstenens plads i fremtidens byggeri har Matzen Tegl i samarbejde med blandt andet DTU-forskere startet et projekt, som skal udvikle teknologi til at opsamle CO2direkte fra murstensproduktionen.

Reduktion på over 94 procent

Målet er at producere mursten med et CO2-aftryk på under 10 kg pr. ton uden at gå på kompromis med murstenens kendte styrke og holdbarhed. 

Det vil i så fald være en CO2-reduktion på over 94 procent sammenlignet med traditionel teglproduktion med naturgas, der udleder 177 kg pr. ton. CO2-fangsten vil blive testet og demonstreret på Gråsten Teglværk, en af Matzen Tegls to fabrikker.

 

Har nøglen til grøn omstilling

Dansk El-Forbund og Blik og Rørarbejderforbundet lancerer en ny landsdækkende kampagne, der sætter fokus på efteruddannelse i kraft af den grønne omstilling.

De sande klimahelte

Elektrikere og VVS’ere spiller en central rolle i den grønne omstilling. De installerer varmepumper, lægger solceller, gør bygninger intelligente og sikrer, at energien udnyttes smartere. Men selv det stærkeste håndværk skal vedligeholdes. Den nye kampagne skal derfor sikre, at el- og vvs-branchen står endnu bedre rustet til fremtidens krav.

Flere skal på kursus

Over de næste tre år skal endnu flere i branchen til at tage de grønne AMU-kurser, der giver konkrete kompetencer til at håndtere ny teknologi. Med de grønne AMU-kurser kan medlemmerne ikke bare styrke stoltheden ved faget, men også få nye kompetencer, der gør dem mere efterspurgte og ruster dem til at levere de løsninger, som samfundet har brug for – både nu og i fremtiden.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk