Skip to content

Grete Folman

Kom Maj, du søde milde

Af Rikke G.F. Carlsson, formand for DKP

[KOMMUNIST 5-2026] Et 1. maj krav herfra ville være at man med god samvittighed kunne bestille en pizza vel vidende, at budet tager derfra med en løn til at leve af, og så selvfølgelig et fredskrav. 

Er det for meget forlangt? Er det for ultimativt? Næ, for lige nu ser det ud, som om at lige meget hvilken regering vi ender med at få, bliver det på grund af oprustningen dyrt at være bud.

Foråret sprang ud med Woltbude, der strejker for at vise den usle løn, de får for at bringe varer ud. Strejken sker i protest mod, at Wolt-budenes betaling pr. udbringning er faldet drastisk, og at de dårligt kan leve af den løn, de tjener. Fælles for platformsvirksomhederne Uber Eats og Wolt er nemlig, at de ikke vil indgå en overenskomst med 3F. 

Platformsvirksomhederne udnytter budenes status som selvstændige til at fralægge sig ansvar for sygedagpenge, arbejdsskader og forsikring. Det tænker vi jo ikke over, når vi bestiller mad.

Velkommen til fremtidens nye usle arbejdsmarked. Disse bude er ikke de eneste, der lever på sådanne vilkår. Fagbevægelsens besøgstid er nu!

Det daglige brød

Når en ulovlig krig mod Iran er i gang, langt væk fra Danmark, påvirker den os alligevel. Med skyhøje brændstofpriser og stigende fødevarerpriser. Det er blevet dyrt at leve. 

Nu taler “eksperter” om recession, hvilket altid følger efter en høj inflation (som stadig vokser) og op til krige. Det betyder i bund og grund, at både arbejdsløsheden og priserne stiger. Årsagen siges at være USA’s og Israels ulovlige krig mod Iran og dermed manglende adgang til olie. Kunne det være anderledes?

Ja, det er et politisk valg. De danske politikere har bare valgt, at det skal være os, der betaler og ikke virksomhedernes skyhøje profit. De startede med at sælge voresoliefelter, først til Mærsk og senere fransk Total. Der kan vi ikke hente hjælp. Hvis Danmark havde nationaliseret olie og anden energi, så det ikke skal på olie- og energibørsen, så var det jo vores og til vores egen pris. 

Kongens mønt

Men sådan gik det ikke. Vi mærker det på den hårde måde. Politikerne har skudt sig selv i foden ved at nægte russisk gas. Nu fyres mange VVS’ere, da kommuner opsiger indførelse af naturgasnettet, fordi det bliver dyrt. Penge kommer ikke fra staten. Det rammer selvfølgelig os, som ikke er en del af disse beslutninger.

Så er der politikere, som vil sænke afgifter til brændstof. Det lyder jo godt, det gør de bl.a. i Sverige. 

Men forskellen er, at Sverige ikke er bundet op på Euroen og derfor kan regulere deres krone (det ved Dansk Folkeparti godt). Svenskerne har også valgt et smuthul i EU’s regler og taget absolut laveste krav. Danmark derimod, som jo også stod uden for Euroen, valgte i stedet for at gå imod befolkningens demokratisk vedtagne forbehold og opfandt budgetloven, som er en dansk lov, der følger Euroen. Det var dumt. 

Samtidig vælger Folketinget modsat Sverige det absolut højeste EU-krav på afgifter for at sikre indtægt til staten. Du må godt tage dig til hovedet.

Selvforsyning

Samlet set kunne vi have forsynet os selv eller fortsat have købt gas fra russerne og dermed sikret arbejdspladser til udførelse af naturgasnettet. Men nej, de ville heller købe dyrt og hente olie langt væk fra Danmark. 

Den grønne omstilling lader vente på sig, for krig er det, der forurener mest. Det ser sort ud, især for et underbetalt bud, der skal købe brændstof til sin scooter.

Hvad vil politikerne egentlig med Danmark? De fremstiller sig selv som omsorgsfulde over for planetens ve og vel, men stemmer samtidig for yderligere oprustning. 

Ingen af partierne krævede en større lønpulje til de offentligt ansatte, selvom landet bugnede af penge, og købekraften faldt og fortsat falder. 

Danmark – du dejlige

Danmark er et af de få lande i verden, der både producerer energi – og samtidig gør den dyr for egne borgere, fordi vores politikere har solgt det til private spekulanter. Det er et politisk valg. Ligesom oprustning eller kravet til ordentlige løn- og arbejdsforhold. 

Nu diskuterer de seriøst om Hormuz-strædet skal være internationalt farvand (det skal naturligvis sikres militært), fordi USA og dets allierede ikke kan få olieskibe igennem. Men tænker vi det lige igennem som danskere, så rammer det også vores farvande. Næsten 5 millioner tønder olie passerer dagligt gennem Storebælt og Øresund, hvilket svarer til det samme niveau som Suezkanalen. Skal vi så også afgive vores farvand? Konsekvenserne er uoverskuelige.

Rigsfællesskabet

Så pas på, hvad du ønsker. ”Et stort dårligt drevet stykke is” (Trump) kan hurtigt skifte hænder. Ligesom amerikanske baser er legitime bombemål. Grønlændere, færinger og danskere må kræve, at Danmark træder ud af NATO, EU og alle de andre oprustningsalliancer. Krigsøkonomi skaber kun krig, stigende priser og fattigdom. 

Velfærdsøkonomi skaber tryghed og fælles rigdom. Her skal fagbevægelsen træde i karakter og stille de krav, politikerne ikke varetager. Velbekomme og Rød front!

Back To Top