Kommunalvalg – en kampplads for velfærden

Selvom kommunalpolitik på mange måder kan lyde som noget kedeligt, så er det en reel kampplads for vores fælles velfærd. Det er nemlig i kommunerne, at skoler, plejehjem, daginstitutioner, hjemmehjælp og kulturliv drives.
Det er altså her, at den pose penge, som kommunerne får, skal forvaltes og prioriteres. Selvom der er nationale regler og et forkert system, der giver visse kommuner økonomiske spændetrøjer på, så er det rent faktisk muligt at prioritere radikalt anderledes, end der gøres i mange af landets kommuner.
Folketingsvalg før KV25?
Tirsdag d. 18. november er der kommunalvalg i landets 98 kommuner. Derudover er der også valg til fem regioner (muligvis fire, eftersom Sjælland skal slås sammen til én region).
Endnu en gang skal vælgerne til stemmeurnerne for at vælge, hvem der skal forvalte velfærden og prioritere økonomien. Selve formalia er der jo intet nyt i, men udfaldet af valget kan risikere at blive en rodet affære.
De to store partier, Socialdemokratiet og Venstre, er presset massivt i meningsmålingerne. Navnlig på grund af regeringens dalende tilslutning i befolkningen er de to partiers byrødder og borgmestre nervøse for, om de kan beholde deres taburet efter valget.
På den baggrund kan man forestille sig, at S og V rundt omkring i kommunerne gerne vil have et folketingsvalg før sommerferien. Hvorfor så det? Jo, for hvis de kan få revet plasteret af og taget gassen af den store frustration, mange har overfor regeringen, vil de kunne få mere politisk ro til at fokusere på kommunalpolitikken. Men nu må vi se. Det er jo selvfølgelig lidt som at spå i kaffegrums.
Nye partier
Et andet aspekt, der kan mudre billedet, er, at der nu kan vælges andre partier. Danmarksdemokraterne kan meget vel vælte ind i byrådene, da det åbenbart er populært at mene absolut ingenting, udover at de fremmede er farlige.
Derudover har vi Moderaterne, der jo sidder som det tynde øl i regeringen. I hvert fald på papiret og når man kigger på meningsmålingerne. Måske de ikke kommer til at storme frem til kommunalvalget, men de mudrer billedet for S og V.
Liberal Alliance er ikke nye, men de har bidt sig fast blandt mange liberale, der er blevet trætte af V’s samarbejde med S og med Konservatives slatne tilgang til det de kalder borgerligheden. Resultatet kan meget vel blive, at det bliver vanskeligere at samle ”traditionelle” flertal i byrådene, hvilket kan vende op og ned på resultatet af de årlige budgetforlig.
Nuancer af sort
SF står til fremgang, selvom de er en af grundlæggerne af den nedskærende budgetlov.
Når man kigger på landets største by, København, har Enhedslisten også medvind. Men hvad de ønsker at gøre, står ikke helt klart. Den gængse tilgang, i særdeleshed i SF, men også i større og større grad i Enhedslisten, er at man accepterer præmisser om nedskæringer og ligegyldige prestigeprojekter. I stedet for at mobilisere.
Det er som om, at man mange steder, heldigvis med undtagelser, skal være med i budgetforlig for enhver pris. Det vil sige, at man stadfæster den udhuling af velfærden, der foregår på kommunalt niveau.
Der er brug for kræfter der taler magten og status quo imod. Samtidig med at der kæmpes for konkrete forbedringer, må der skabes bevægelse for en ny retning, hvor man bryder med Christiansborgs snævre økonomiske rammer for kommuner og regioner. Vi vil velfærd, ikke krigsøkonomi.
MMJ