Kommunen forvalter vores penge absurd
[KOMMUNIST 8-9 2025] Det lyder godt, når politikerne taler om inklusion, inddragelse og medmenneskelighed. Smukke ord, der lover et samfund, hvor alle har en plads.
Men i praksis ser vi noget andet: bureaukratiet vinder over menneskeligheden.
Mennesker, der falder udenfor normen – de, der ikke passer ind i systemets kasser eller kan måles efter liberale økonomiske standarder – bliver ikke set som ressourcer. De bliver set som problemer.
Systemet måler værdi i kroner og ører, ikke i menneskelig viden, evner eller specialiseret talent.
Er målet egentlig, at alle skal inkluderes? Eller handler det om at sikre økonomisk stabilitet på papiret?
Sandheden er, at det mislykkes på begge fronter – både menneskeligt og økonomisk.
Når potentiale bliver til en udgiftspost
Historien om Søren her viser, hvor galt det kan gå.
Søren er autist og højt begavet. Han er nysgerrig, idérig og hurtig til at lære. Han har et skarpt blik for detaljer, en sjælden evne til fordybelse og en vilje til at bidrage, når han får lov. Han var en glad dreng, der ville i skole ligesom alle andre børn.
Men systemet er låst fast i procedurer og en snæver ramme af “godkendte” samarbejdspartnere. Løsninger, der kunne have givet ham de rette rammer, fandtes – men kommunen kunne ikke (eller ville ikke?) bruge dem.
I stedet fik familien standardtilbud: familiebehandlere, ergoterapeuter og psykologer. Velmenende mennesker, men uden de rette ressourcer eller specialviden – og uden adgang til den ekspertise, der faktisk kunne have hjulpet. Resultatet blev problemer, der blev flyttet fra skrivebord til skrivebord – men aldrig løst.
Og hvis en ressourcestærk familie med faglig indsigt og kampgejst ikke kan trænge igennem, hvad sker der så med de familier, der ikke har samme muligheder for at råbe op?
Den dyre fejlinvestering
Fra 3. klasse udviklede Søren angst, søvnforstyrrelser og mutisme. Tre forskellige skoletilbud bød på mere fejlbehandling og eksklusion end fællesskab. Han fik få timers sygeundervisning om ugen, og isolationen voksede år for år. Kommunen brugte store summer på tilbud, der ikke virkede – uden at se på, hvad der kunne skabe varig forandring.
Først i 2024, gennem familiens egen opsøgende indsats, fik Søren en plads i et miljø, der matchede hans evner. Her fik han et skrivebord, kolleger og projekter, der gav mening for ham. På få måneder gik han til eksamener, deltog socialt og glædede sig til mandag morgen – en forandring, som kommunen ikke havde formået at skabe på ti år.
Ressourcerne er der – men de bruges forkert
Københavns Kommune har i budgettet for 2025 afsat 511 mio. kr. til socialområdet og 394 mio. kr. til børneområdet. Men i Sørens tilfælde blev millionerne brugt på indsatser, der ikke gav resultater – hverken for ham eller for økonomien.
Inklusion handler ikke kun om menneskelighed. Det handler også om at bruge pengene klogt. Når vi investerer i løsninger, der møder mennesker i øjenhøjde, skaber vi både trivsel og økonomisk bæredygtighed. Når vi lader forvaltningen styre, taber vi på begge parametre.
Søren og hans familie er ikke de eneste, der bliver taberne i kommunens prioritering. Alt for ofte forsvinder menneskelige potentialer i systemer, hvor kontrol og procedurer fylder mere end udvikling og relationer. Det er ikke et spørgsmål, om vi har råd – det er et spørgsmål, om vi bruger ressourcerne klogt.
Hvis vi turde investere i løsninger, der møder mennesker, hvor de er, ville vi ikke kun skabe et mere inkluderende samfund. Vi ville også spare penge på den lange bane – penge, som i dag går tabt i et ødelagt system, der har glemt, hvorfor det overhovedet eksisterer.
Kommunisterne kræver, at der gøres op med siloøkonomien og kassetænkningen. Borgerne skal være i centrum. Kommune betyder fællesskab.
Sine Bilfeldt er opstillet i Københavns Kommune for DKP til det kommende kommunevalg 18. november 2025.