Krigen i Hormuzstrædet rækker langt
Af Rikke G.F. Carlsson
[KOMMUNIST 6-7 2026] Trumps aggressive adfærd omkring Iran er ikke en isoleret krig eller blot endnu en episode af ustabilitet i Mellemøsten. Det er en del af den igangværende amerikansk-israelske imperialistiske aggression i regionen, som udfolder sig inden for en bredere konfrontation mellem rivaliserende imperialistiske centre. De handler som altid om kampen om markeder og nedbrydning af rivaler.
Kinas position i regionen er defineret som diplomatiske formuleringer, der hviler på hårde materielle interesser. Iran sender langt størstedelen af sin olieeksport, omkring 90%, til Kina.
Kina har udviklet store økonomiske bånd med Golfmonakierne, USA’s langvarige allierede. Det er ikke en detalje. Det er en strukturel forbindelse, som opererer under forhold formet af sanktioner, nedsatte priser og et helt netværk af mekanismer designet til at omgå vestlig kontrol. Så når USA går i krig mod Iran, svækker USA også Irans handelspartnere. Det er ikke et tilfælde, men en bevidst strategi.
Hungersnød
Blokeringen af Hormuzstrædet har meget store konsekvenser for verdens fødevareproduktion. Sult og hungersnød er forudsigelige konsekvenser af krigen mod Iran.
Den moderne måde at dyrke landbrug på kan kun levere det lovede udbytte gennem store og gentagne tilførsler af industrielle gødningsmidler. Her er Golfstaterne en vigtig faktor.
Kun syv uger efter krigens start ser fødevaremangel og endda hungersnød nu ud til at blive mere sandsynligt for millioner af mennesker i sårbare lande i Afrika og Asien. FN’s Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO) har advaret om, at hvis krisen fortsætter, kan de globale gødningspriser i gennemsnit blive 15 til 20 procent højere i første halvdel af 2026.
Golfstaternes markedsandel
I løbet af de sidste to årtier er Golfmonarkierne såsom Saudi-Arabien, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater kommet til at indtage en langt mere central plads i den globale fødevareøkonomi.
Golfstaterne præger i dag produktionen og omsætningen af fødevarer direkte ved at levere vigtige kemiske råvarer, eksportere store mængder færdigproduceret gødning og kontrollere de logistiske korridorer gennem hvilke fødevarer og landbrugsråvarer transporteres på tværs af store dele af Mellemøsten, Central- og Østasien samt Afrika.
Det er netop denne dybere integration med det globale fødevaresystem, der gør den aktuelle konflikt mere synligt, hvordan imperialismen som natur agerer, og hvilke konsekvenser det giver.
I dag befinder regionen sig i centrum af det moderne landbrug, ikke kun som en stor producent af gødning i sig selv, men også som en drivkraft, der præger gødningsindustrien i nabolandene.
I de senere år har regionens store statsejede energiselskaber udviklet sig ved at bruge billig gas, storstilet industriel infrastruktur og statsstøttede investeringer til også at blive store producenter af kemiske råvarer, som det moderne landbrug er afhængigt af. Dette blev muliggjort af enorme økonomiske overskud, der er skabt i Golfen gennem stigende eksport af kulbrinter til Kina og det øvrige Østasien inden for kemisk produktion.
Gødning til landbruget
Omkring 70 procent af verdens ammoniak bruges til gødningsproduktion, og knap 30 procent af den stammer fra Mellemøsten. Saudi-Arabien er verdens næststørste eksportør, mens Oman lå på sjettepladsen i 2024.
Golfstaternes ammoniakeksport er særlig vigtig for markeder uden for Nordamerika og Vesteuropa. I 2024 leverede Saudi-Arabien, Oman og Qatar tilsammen mere end tre fjerdedele af Indiens ammoniakimport. Som følge heraf er fødevareproduktionen i Sydasien og Nordafrika blevet stærkt afhængige af Golfstaterne.
Omkring halvdelen af verdens samlede søtransport af svovl passerer gennem Hormuzstrædet, og det meste heraf produceres af energiselskaber i Golfstaterne. Marokko, der er hjemsted for verdens største fosfatindustri, er den største svovlimportør på verdensplan, og omkring tre fjerdedele af landets import kommer fra Golfstaterne.
Logistikken rammes
Omkostningerne ved og tilgængeligheden af globale fødevareforsyninger afhænger lige så meget af distributionen som af produktionen. Korn og andre basisfødevarer skal opbevares, transporteres, forarbejdes og omfordeles over lange afstande, ofte gennem et lille antal stærkt koncentrerede handelskorridorer. Dette er et andet område, hvor Golfstaterne, især De Forenede Arabiske Emirater, er blevet stadig mere indflydelsesrige.
De Forenede Arabiske Emirater rangerer nu blandt de fem største reeksportcentre globalt, med store eksportmængder af hvede og ris til, især til Mellemøsten og Nordafrika lande som Somalia, Ghana, Mozambique og Zimbabwe.
60 procent af Kinas handel med Europa og Afrika passerer gennem De Forenede Arabiske Emirater sammen med en stor del af landets handel med Mellemøsten.
Denne logistiske magt i Golfstaterne bygger på kontrol, der forbinder havne, lagerfaciliteter, landtransport, frizoner og fødevareforarbejdning. Så alt handler ikke kun om Iran i denne krig.
Det bliver dyrt
De første tegn på chok viste sig allerede i fødevarepriserne og omkostningerne til landbrugsproduktion. Disse priser for fødevaresystemet vil ramme hårdest i lande uden for Vesten, selvom vi dagligt ser priserne stige. FN’s Handels- og Udviklingsorganisations vurdering viser for eksempel, at Sudan i 2024 importerede 54 procent af sine gødningsmidler ad søvejen fra Golfregionen, hvilket er den højeste andel i verden. Derefter fulgte Sri Lanka med 36 procent, Tanzania med 31 procent, Somalia med 30 procent, og lande som Kenya og Mozambique var også stærkt udsatte.
Verdensfødevareprogrammet har anslået, at yderligere 45 millioner mennesker vil blive drevet ud i akut sult som følge af krigen, hvoraf omkring to tredjedele befinder sig i Afrika.
Kilder: New York Times / FN