Lærernes hverdag under pres
Erstatningerne til lærere, der er kommet til skade på deres arbejde, er steget markant de seneste år.
I 2023 modtog medlemmer af Danmarks Lærerforening mere end 170 millioner kroner udbetalt i erstatning, en stigning på 45 millioner kroner sammenlignet med året før. På bare fire år er erstatningsbeløbet steget med hele 100 millioner kroner.
Trist og dybt bekymrende
Ifølge Thomas Andreasen, der er formand for arbejdsmiljø- og organisationsudvalget i Danmarks Lærerforening er det vigtigt, at lærere får den nødvendige økonomiske støtte efter en arbejdsskade.
Men han påpeger samtidig, at baggrunden for stigningen er alvorlig, da der er lærere, der må leve med gener og mén resten af livet. Desuden har der i enkelte sager været ekstraordinært store erstatninger som følge af førtidspension i en meget tidlig alder.
Hverdagen skal forbedres
Alt for mange lærere slår sig både fysisk og psykisk på skolerne i dag. Derfor skal der arbejdes mere med at forebygge arbejdsulykker og skabe et bedre psykisk arbejdsmiljø på skolerne.
Uheld kan selvfølgelig ske, men tallenes omfang fortæller meget klart, at skolernes hverdag er under pres.
Der er brug for, at politikerne tager problemet langt mere alvorligt og investerer i lærernes arbejdsmiljø og elevernes skolegang.
/PeJu