Latinamerika som skakbræt

[KOMMUNIST 2-2026] USA’s militære indgreb i Latinamerika er ikke et nyt kapitel i international politik. Det er tværtimod en gentagelse af en lang række angreb og interventioner. Her har USA’s imperialisme stukket sit grimme fjæs frem, og det har formet regionens politiske landskab i årtier. 

Den 3. januar 2026 lancerede USA en militær operation mod Venezuela, hvor præsident Nicolás Maduro og hans kone blev kidnappet og fløjet til USA på anklager om narkotikarelateret terrorisme. Senere blev disse beskyldninger dog erstattet af en fortælling om, at USA ønskede at have adgang til Venezuelas ressourcer. Operationen involverede luftangreb og arrestationer i Caracas og er en krænkelse af landets suverænitet og folkeretten. 

USA’s tidligere baggård

Dette seneste angreb ligger i direkte forlængelse af en række historiske amerikanske interventioner i regionen som følge af Monroe-doktrinen. 

I 1954 stod CIA bag kuppet mod Guatemalas demokratisk valgte regering under Jacobo Árbenz, efter at hans landreformer truede amerikanske forretningsinteresser. 

I 1961 støttede USA-invasionen i Cuba ved Svinebugten for at vælte Fidel Castro. Det var en militær fiasko, men et tydeligt udtryk for ønsket om at stoppe revolutionære regeringer. 

Under Den Kolde Krig støttede Washington militærdiktaturer i en række lande for at bekæmpe venstreorienterede bevægelser. Et af de mest kendte eksempler er kuppet mod den demokratisk valgte socialistiske præsident Salvador Allende i 1973.

I 1989 invaderede USA Panama for at fjerne Manuel Noriega, som først var en amerikansk allieret, men siden blev fjernet under påskud af narkotikarelaterede anklager. Disse interventioner blev ofte retfærdiggjort som nødvendige for at bekæmpe kommunisme, narkotikahandel eller trusler mod amerikansk sikkerhed, men resulterede i langvarige politiske og sociale konsekvenser for de berørte lande.

Venezuela, en eskalering 

Det seneste angreb på Venezuela gentager mønstrene fra det 20. århundrede, hvor brug af militær magt, politisk omstyrtelse og kontrol over strategiske ressourcer som olie og andre råstoffer er et af USA’s værktøjer. Påskuddet om narkotikakrig tjener blot til at legitimere interventioner, der i realiteten handler om geopolitisk dominans i konkurrencen med Kina om adgang til naturressourcerne. Det bøder det latinamerikanske folk for.

I international sammenhæng har dette træk skabt bred folkelig kritik og rejst spørgsmål om amerikansk respekt for folkeretten. FN’s generalsekretær har advaret om, at indgreb i Venezuela sætter farlige præcedenser for brugen af militær magt mod suveræne stater. 

Mange vestlige regeringer lader vente på sig, når det kommer til en konkret kritik af USA. USA’s nylige handlinger i Venezuela fortsætter en lang tradition med interventionisme.

Fortællingen

Der er flere ting i fortællingerne om, hvad der er sket igennem tiden med de amerikanske indgreb verden over – og især i Latinamerika. Vi ser en udvikling i USA’s egen måde at lave fortællinger på. Før i tiden blev de forskellige militære indgreb strategisk italesat før, under og efter. I lang tid før de endelige overgreb. Der blev brugt meget energi på at få flere allierede i den vestlige verden til at understøtte en fortælling om, at et givet land var “udemokratisk”, “kvindeundertrykkende” eller “en trussel for den vestlige sikkerhed”, bare for at nævne nogle eksempler. 

USA en den eneste magt, der har ressourcerne, overskuddet, erfaringen og den viden, der skal til for at hjælpe sådan et stakkels land på rette vej hen imod “demokrati og frihed. De slugte ikke alene fortællingen råt, men videreførte løgnen gennem deres medier til alle, der turde stille spørgsmålstegn. F.eks. byggede krigen mod Irak på løgne om masseødelæggelsesvåben. 

I Venezuela såvel som i kravene på at overtage Grønland, har Trump-administrationen taget styringen over kommunikationen og gået enegang. Vestens legitimitet behøves åbenbart ikke mere.

Angrib systemet

USA påvirkede valget til Nobels fredspris. Den tilfaldt, med store protester, Maria Corina Machadoa, som er en af lederne i den venezuelanske opposition. Hun er dokumenteret tilhænger af Israels premierminister Benjamin Netanyahu og indbød ham til militært at vælte den venezuelanske regering.

Lige som sin helt, Donald Trump, har hun lovet at flytte Venezuelas ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem – til gengæld skal Netanyahu hjælpe hende med at erobre den politiske magt i Venezuela. Her kom Trump først. Som provokerende tak, gav hun sin pris videre til Trump i håb om fortsat støtte til hendes projekt.

DKP sætter vores lid til den Venezuelanske befolkning og deres kamp, for frit at kunne vælge hvad vej de vil gå – uden udenlandsk indblanding og for folkets bedste. Imens må vi i solidaritet fortsat kræve betingelsesløst løsladelse af den legitime præsident Nicolàs Maduro og hans kone. At USA trækker deres militære styrker tilbage øjeblikkeligt. Mød op til demonstrationerne. 

/Redaktionen

Solidaritet med det venezuelanske og latinamerikanske folk!

USA har angrebet Venezuela, bombet tætbeboede områder og dræbt over 100 mennesker – heriblandt civile. USA har allerede tidligere dræbt over 100 civile i venezuelanske og colombianske farvande. 

Nu truer USA med nye militære angreb mod Venezuela og andre latinamerikanske lande som Colombia, Cuba og Mexico. Samtidig truer Trump med at erobre Grønland. Det kan og må vi ikke acceptere!

Derfor afholdt initiativet “Stop USA-imperialismen i Latinamerika” demonstration torsdag den 22. januar kl. 17.00.

Vi gik på gaden for at sige klart fra over for USA’s aggressioner og for at vise solidaritet med befolkningerne i de lande, der rammes af imperialistisk vold og trusler.

Stop USA’s imperialisme i Latinamerika.