Leder: Et forudsigeligt valg

[KOMMUNIST 4-2026] Danske politikere har skråsikre holdninger til valg uden opposition. 

Danmark har netop oplevet et valg uden opposition. Det er ikke første gang, men aldrig har det været så tydeligt som nu. Alle opstillingsberettigede partier er enige om de væsentlige spørgsmål, og de indgik derfor ikke i valgkampen.

Intet parti problematiserede Danmarks NATO- og EU-medlemskab eller de enorme bevillinger, vi bruger på krigen i Ukraine. Intet om legalisering af folkemordet på palæstinenserne. Ikke et ord om USA’s kommende bombemål i form af baser på dansk jord eller for den sags skyld, at Norden ikke mere skal være atomvåbenfri zone. Væk var også USA’s trussel mod grønlænderne og deres land. Valgkampen kom til at dreje sig om andre ting, ofte emner, der dukkede op undervejs og blev grebet som en redningsplanke, når nu ingen kyst var i sigte. 

Hvor skulle man flygte hen

Man talte om ”danskerne” og danskernes problemer, som om danskernes problemer var uden forbindelse med den verdenskrig, vi står på randen af og selv har medskyld i. Og man delte kager, mørbrader, benzin og pizza’er ud til vælgerne i mangel af politiske holdninger. Pressen gejlede sig op til at tale om et spændende og uforudsigeligt valg og udpegede ”kongemagere”. Valget var alt andet end spændende og uforudsigeligt. Det var så fladt og forudsigeligt som de pizza’er, udenrigsministeren valgte at bestikke sine vælgere med – og lige så vitaminfattigt.

Regeringen faldt. Det var venteligt, og det var ventet. Den forsøgte at sætte sig mellem alle tilgængelige stole og havnede derfor pladask på gulvet. Vælgerne flygtede fra den i et omfang som ikke tidligere set, men havde reelt intet sted at flygte hen. Det var hverken spændende eller uforudsigeligt.

Taburetspillet

Begge de to store regeringspartier fik deres dårligste valg i langt over 100 år. Begge nægtede de på valgnatten at se skriften på væggen og klamrede sig i stedet til, at de fortsat er landets henholdsvis største parti og største borgerlige parti.

Hvis Danmark igen skal blive et levende demokrati, hvor den politiske kamp drejer sig om vigtige, påtrængende spørgsmål, kræver det, at de, der mener noget andet end de herskende, kommer til. Det kræver ophævelse af spærre­regler og barrierer, så det ikke sker, at et parti kan samle titusinder af anbefalere og alligevel ikke få lov at opstille.

Havde fagbevægelsen i det mindste f.eks. brugt sine mange midler til at fremlægge sine ultimative krav fra medlemmerne, om en værdig pensionsalder, truslen om EU-s mindsteløn, at sikre velfærden ved at skrotte budgetloven og ikke mindst at sikre freden for sine medlemmer og kræve, at oprustningsbudgettet på 3,5% af BNP ændres til velfærdsbudget, ja så kunne der have været mobiliseret en befolkning. Her skulle de have presset den såkaldte røde blok. 

Klassekampen går videre

Når de såkaldte ”røde partier” ikke vil forstå, at man ikke kan løsrive det parlamentariske arbejde fra klassekampen, ender det som vi ser i et svigt. En opbakning til det bestående kapitalistiske samfund.

Det kræver, at den eneste virkelige oppositionskraft, arbejderklassen, samler og organiserer sig og bliver den magt, den burde være. Først der bliver den internationale solidaritet omsat til handling og grundlæggende rettigheder forløst. Kampen og organisering fortsætter. Politikerne skal ikke få fred.