Leder: Forbrydelse eller dumhed?

[KOMMUNIST nr. 10-2024] I 2018 hed det i den daværende regering med Lars Ulykke som statsminister:

”Bureaukratiet har grebet om sig og fylder for meget i den offentlige sektor. Hver dag oplever SOSU-assistenten, læreren, sygeplejersken, pædagogen og andre vigtige frontmedarbejdere i kernevelfærden, hvordan overflødige regler og registreringskrav stjæler tid fra borgerne. Tid, der i stedet kunne bruges på velfærd.

Der er behov for at udvise mere tillid og give medarbejderne mere frihed i opgaveløsningen. Vi skal gøre op med uhensigtsmæssige registreringskrav og styre mindre på processer, så de dygtige medarbejdere i den offentlige sektor kan blive sat fri og bedre udfolde deres faglighed. Vi vil rydde ud i meningsløse regler, skemaer og rigid kontrol. Regeringen sætter som mål at fjerne bureaukrati og unødige regler for4 mia. kr. Det kræver en stor og vedholdende indsats at indfri” (Færre regler og mindre bureaukrati, september 2018).

Samme naive betragtning lancerer den såkaldte midterregering (SVM) med at nedskære med ca. 1.000 årsværk. Det lyder besnærende og tilforladeligt – det drejer sig om 1 ud af 185 statsansatte. Men det er slet ikke så tilforladeligt.

Regeringen fremsatte i sit grundlag en stats­kritik – mindre velfærdsstat og mere velfærdssamfund. Skønne toner og leflen for mindste fællesnævner.

Sagen er desværre langt mere alvorlig end som så. I den gamle velfærdsstat havde borgeren rettigheder, som var tilkæmpet over mange år. I det moderne velfærdssamfund må man klare sig på eget initiativ og eget ansvar. Det er, hvad vi har lært af tendenserne til følgende:

• Decentralisering på papiret – kommunerne hænger på den.
• Afbureaukratisering – borgerens rettigheder indskrænkes.
• Lokalt ansvar for udviklingen – altså gensyn med hattedamer og private aktører.
• Økonomisk styring – løsrevet fra de faglige ­organisationer (fagbevægelsen må være ­vågen).

Anderledes sagt: det lyder tiltalende, at der skæres 1.000 årsværk i staten. Men kast et blik på listen og opdag, at det er nødvendige kontrolforanstaltninger, der spares væk – mindre fiskerikontrol (er der ikke døde fjorde nok?), mindre tjek på det ene og det andet.

Burde regeringen ikke have lært af skatte­unddragelserne? Eller fejlskuddene i Vurderingsstyrelsen? Forringelse af handicappedes vilkår med handicapaftalen? Ældrekommissionens krav om hjælp fra pårørende? Eller den seneste rapport om skandalen i Søfartsstyrelsen i forbindelse med Scandinavian Star?

En statslig katastrofe, som nu legitimeres af Finansloven under påberåbelse af, at vi skal have flere varme hænder og færre kolde hjerner.

Det er en forbrydelse mod det store flertal, fordi en række grundlæggende sociale rettigheder fjernes? Det kunne også vise sig at være dumhed, når statens nettoformue udgør 500 mia.