Leder: Husk ansvaret
[KOMMUNIST 10-2026] Folketinget vil mindes de danskere, der blev deporteret under den tyske besættelse. Det er rigtigt og nødvendigt.
Men når mindepladen placeres på Christiansborg, bør den også minde om en ubehagelig sandhed, nemlig at nogle af dem, der blev deporteret, først var blevet forfulgt af deres egen stat. Det gælder de danske kommunister.
I juni 1941 krævede den tyske besættelsesmagt, at danske kommunister skulle arresteres. Den danske regering efterkom kravet – endda med langt flere arrestationer end besættelsesmagten krævede – og dansk politi gennemførte arrestationerne. Kommunister blev interneret i Horserød.
Først bagefter kom den parlamentariske legitimering. I august 1941 vedtog Folketinget kommunistloven, der forbød kommunistisk virksomhed og gav de allerede foretagne arrestationer og interneringer lovgrundlag med tilbagevirkende kraft. De tre kommunistiske folketingsmedlemmer blev samtidig frataget deres mandater.
Det var et demokratisk og forfatningsmæssigt svigt.
I 1943 overtog tyskerne Horserødlejren og deporterede omkring 150 tilbageværende kommunister til koncentrationslejren Stutthof. Tyskerne stod for deportationen. Men kommunisterne sad dér, fordi danske myndigheder havde arresteret og interneret dem.
Danmark arresterede. Folketinget legaliserede. Tyskland deporterede.
Det er denne sammenhæng, Danmarks Kommunistiske Parti kræver anerkendt.
DKP kritiserer Folketingets brede mindeplade for at fokusere på ofrene, men undlade at nævne det danske ansvar. Partiets krav er en mindeplade, der ikke blot siger, at kommunisterne blev ofre for nazismen, men også erkender, at danske myndigheder krænkede deres demokratiske rettigheder og aktivt medvirkede til deres forfølgelse. Det er et rimeligt krav.
For hvis Christiansborg kun fortæller, at danskerne blev deporteret af tyskerne, bliver historien for bekvem. Så bliver Danmark først og fremmest offer for besættelsen. Kommunisternes historie minder os om noget andet. Under besættelsen traf danske politikere og myndigheder også beslutninger, som ramte landets egne borgere.
Det er netop derfor, Christiansborg er det rigtige sted at rejse mindet.
Her blev beslutningerne truffet. Her blev kommunistloven vedtaget. Og her bør man også kunne erkende, at demokratiet svigtede.
En fælles mindeplade for alle deporterede er ikke problemet. Problemet opstår, hvis fællesskabet bruges til at udviske forskellen mellem tysk forbrydelse og dansk medansvar.
Danmark skal naturligvis mindes jøder, modstandsfolk, politifolk og alle andre, der blev deporteret og forfulgt. Men det bør samtidig have modet til at sige højt, at kommunisternes historie er anderledes.
De var ikke kun ofre for en fremmed diktaturstat.
De blev også svigtet af deres egen stat.
Derfor bør Folketingets mindeplade ikke kun være en plade over dem, der blev deporteret.
Den bør være en påmindelse om, at demokrati også handler om at tage ansvar for de gange, hvor demokratiet selv svigtede.
DKP kræver ikke, at andre ofre skal glemmes. DKP kræver, at Danmark også husker sit eget ansvar.