
Leder: Mod undergangen
I starten af oktober fandt en konference ved navn Internationalt Forsvarsindustriforum sted i Kiev. Mødet havde deltagelse af ikke mindre end to danske ministre, forsvarsminister Troels Lund-Poulsen og erhvervsminister Morten Bødskov, og det førende danske dagblad Politiken havde sendt sin chefredaktør til at rapportere fra konferencen.
Ukraine ønsker at eksportere våben og våbenteknologi af to tungtvejende årsager: Statskassen er tom, mens våbenlagrene bugner. Den ukrainske regering har derfor bedt Danmark om at ”lægge hus til en butik”, hvor Ukraine kan ”sælge våben til hele verden”, skriver Altinget den 9. oktober. Bødskov ”ser positivt på ideen”.
I Politiken var chefredaktør Christian Jensen skuffet over konferencen; for selv om der var inviteret ”ansvarlige ministre” fra hele Europa, måtte Lund-Poulsen og Bødskov savne selskab af kolleger fra de store EU-lande som Frankrig, Tyskland og Polen. Storbritannien deltog kun med ”en juniorminister på industriområdet”. Når Jensen så ud over forsamlingen, måtte han konstatere, at ”cirka hver fjerde deltager” var fra Danmark.
Topmødet
Det var ikke det, der var lagt op til på EU-topmødet i København en uge før. Her blev det proklameret med brask og bram, at ”Ukraines krig mod Rusland er Europas krig”, som Rusland med statsministerens ord ikke måtte ”have lov” at vinde.
Mens alle omkringliggende gader og bygninger var afspærret og bevogtet af bevæbnet og maskeret politi fra både Danmark og nabolandene, forsikrede EU-lederne hinanden om, at de stod ubrydeligt sammen om at gøre EU så stærkt, at ”krig imod os er utænkelig”.
Men gør de?
Man lagde planer om at stjæle de omkring 2 billioner kroner, som Rusland har stående i europæiske banker, og forære dem til Ukraine. Selv om operationen skulle camoufleres som et lån, var mange betænkelige, for hvad ville det gøre ved andre landes tillid til de europæiske banker?
Kunne det samme ikke ske for dem?
Nej, mente Estlands Kaja Kallas: ”Hvis du ikke indleder en krig mod et andet land, så findes den risiko ikke”.
Regeringens krig
At Ukraines krig er EU’s (ikke Europas) krig mod Rusland, er så sandt, som det er sagt, men ikke på den måde, statsministeren forstod ordene. Efter kuppet hvor USA og EU sammen skiftede den lovligt valgte ukrainske regering ud for at fremtvinge en storkrig, gik Ukraine fra en borgerkrig, til at Rusland nu er i krig med en femdobbelt overmagt EU/NATO med 800 millioner mennesker.
Foreløbig har USA trukket sig ud, og konferencen i Kiev antydede, at de store EU-lande er på samme vej. ”Vi skal være forsigtige”, sagde Macron i København.
Tilbage står Mette Frederiksen med sine planer om offensive våben og ukrainsk våbenindustri i Danmark. Det er vejen mod undergangen. Det er uansvarligt.
