Leder: Når verdensbilledet bryder sammen

[KOMMUNIST 2-2026] Når verdensbilledet bryder sammen, ”så hører alting op!”

Det sagde statsministeren for nylig, da hun blev spurgt om, hvad der ville ske, hvis USA skulle gøre alvor af sine mere eller mindre klart udtrykte trusler om at erobre Grønland med magt. At det ene NATO-land angriber det andet – ja, værre: At selve NATO’s daddy USA, vores beskytter og overherre gennem årtier, skulle angribe en af sine mest trofaste vasaller – ja, så hører alting i sandhed op. Så er det danske (og socialdemokratiske) officielle verdensbillede krakeleret, splintret i småstumper, der ikke lader sig samle igen. Så er der ikke noget at gøre, og vi står lammede og må lade skæbnens tilskikkelser gå hen over os.

Nytårstalen

At statsministeren har givet op, fremgik også klart af hendes nytårstale, hvis nogen ellers ­husker den. Det er undskyldning på undskyldning for alt det, regeringen ikke har gjort eller ikke har gjort godt nok. Eller rettere (men det siger statsministeren selvfølgelig ikke højt) for det, regeringen har gjort, de ulykker, Socialdemokratiets maskepi med de borgerlige har forvoldt: Dyrtid, mistrivsel i skolerne, stigende ulighed. I stedet for at love det nødvendige opgør med denne politik forsøger statsministeren at bestikke vælgerne med løfter om en ”fødevarecheck”.

Hun søger syndebukke: Det hele er de kriminelle udlændinges skyld! For det, de gør, kunne danskere jo aldrig finde på – hvordan man så end skal forstå begrebet ”dansker”, for det er jo åbenbart ikke nok at være født og opvokset i Danmark. Ingen ægte dansker kunne tænke sig at køre for stærkt i sin bil eller overfalde sagesløse meddanskere. Og ingen danske mænd mishandler kone(r) og børn – vel? Det er kun udlændinge, der gør den slags, og derfor skal de ud og ikke have lov til at ”ødelægge verdens bedste land”. Konventioner må fjernes.

Truslen fra NATO

Sandheden er, at statsministeren eller hendes parti ikke kan stille noget op over for de mistilstande, de selv er skyld i. Ligesom de ikke kan stille noget op over for det faktum, at den ”forsvarsalliance”, de havde sat deres lid til, rasler sammen om ørerne på dem. For et år eller to siden hed det sig, at der ikke kunne klemmes så meget som et A4-ark ind mellem Danmark og USA.  Nu sidder vi sammen med det grønlandske folk og bider negle i frygt for invasion af regeringens nærmeste allierede. 

Samuel Rachlin, en kendt antikommunist, citerede i Altinget en europæisk topdiplomat:

”Global uro og konfrontation er de klassiske bestanddele, før en storkrig bryder ud, og det tyder det desværre på, hvis man tæller de krige og konflikter, vi ser nu på forskellige kontinenter. Vi er tæt på en storkrig, og tredje Verdenskrig”. 

Danskernes svar er klart: Opsig de amerikanske baser både på danske jord og på Grønland. Vi vil fred og velfærd.