Skip to content

DKPlogo_RED-GUL

Leder: Racismen blomstrer

[KOMMUNIST 12-2025] Dansk Folkeparti, der er hovedansvarlig for den umenneskelige, konventionsstridige og ­ulovlige udlændingepolitik, føler sig hængt ud som nazister!

Men når f.eks. DF’eren Mikkel Bjørn skriver på Facebook: “Skal du et smut til Nørre­bro? Så har jeg lavet den perfekte guide til dig. Der er både gademarkeder fyldt med tyvekoster og vrede sælgere, islamistiske moskéer, en hyldest til terrorister og meget, meget mere. Men det bedste af det hele? Der er en metro, så du kan komme hurtigt væk derfra igen”, så er der ikke noget at sige til, at de krænkede tillader sig at sammenligne DF’s ­retorik med de tyske nazisters vrøvl om overmennesker. Hvis de ønskede at ­opføre sig anstændigt og menneskeligt, ville de også undgå at blive sammenlignet med dem.

Værdighed

Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har sat alle sejl til for at føre en massiv hadkampagne, som fjerner ansvaret for den førte politik, der kører samfundet i sænk. Nej, det er ikke den brune arbejderklasse, som står bag det.

Hadet er blevet et legitimt kort i dansk politik. Bræk er blevet lugtfrit. Den liberalistiske politik buldrer derudaf: Ghettolov, kontanthjælps­reform, integrationsydelse m.m., der er målrettet flygtninge og indvandrere og deres efterkom­mere.

De politiske partier, der står bag disse reformer, medvirker til at gøre de indre svinehunde ”stuerene”. Den fremmedfjendske politik er systematisk.

Borgere fra hele Sjælland skal til Næstved i Udlændingestyrelsen for at forny deres opholdstilladelse, i stedet for at tilgå den nærmeste borgerservice? Det er bøjet i neon, at de bliver behandlet som andenrangsborgere.

Kapitalens behov

Der er over 384.000 udenlandske arbejdere på det danske arbejdsmarked. Kapitalen ­behøver dem, og de er også billigere end os ”hvide”. ­Regeringen taler med flere tunger. Den har lavet særregler for at kunne hive arbejdskraft fra USA, Storbritannien, Singapore, Kina, Japan, Australien, Canada, Indien, Brasilien, Malaysia, Montenegro, Serbien, Nordmakedonien, Albanien, Ukraine og Moldova.

Kampen mod social dumping er vigtigere end nogensinde. Her er ikke nævnt den arbejdskraft, som allerede er frit tilgængelig fra andre EU-lande. De er alle vores nye kollegaer, med samme leveomkostninger og samme behov.

Danmark for arbejderklassen

Hvordan partierne skizofrent kan skille deres lovmæssige og ytrede racisme fra behovet for kapitalens arbejdskraft, er noget af en kunst at sluge dagligt.

Der er dumme svin i alle farver og køn. Det er et gammelt kneb med racisme, for at splitte arbejderklassen. Vi ved bedre. Det danske samfund har siden 1960’erne og 1970’erne oplevet en stigende tilstrømning af indvandrere og flygtninge, hvilket har medført, at de er blevet en normal og voksende andel af den danske befolkning.

Sammenhold

Alligevel bliver denne gruppe af medborgere dagligt udsat for islamofobi, had, beskyldninger om terrorisme, og velfærdsturisme og deportation.

Derfor er det livsbekræftende at gå side om side til Palæstinademonstrationerne og kæmpe for samme sag, ligesom i boligforeninger, sportsklubber, i kunst og musik og ikke mindst i fagbevægelsen.

Vi vil ikke have et samfund, der står for etnisk udrensning og deportation. Vi vil ikke skabe flygtninge. Derfor skal regeringen stoppe sin vanvittige oprustning og militære støtte til Israel og Ukraine. Før var det Afghanistan, Libyen, Jugoslavien, Syrien osv.

Vi er kampfæller, naboer og kærester. Sammen skal vi bekæmpe den systematiske racisme, som kun har til formål at splitte os. Den virkelige fjende er kapitalismen.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk