Leder: Så skete det som aldrig burde ske 

[KOMMUNIST 6-7 2026] Den private forretning Det Faglige Hus har nu overhalet 3F og ”betegnes” nu som Danmarks største fagforening. Det fremgår af de seneste tal over lønmodtagerforeningers medlemstal fra Danmarks Statistik.

Nasser på fællesskabet

Både Det Faglige Hus og KRIFA er kendt som de gule fagforeninger. Fælles for dem begge er, at de er som en fisker uden kniv og en glarmester uden glas. For de har hverken overenskomster, tillidsrepræsentanter eller strejkeret. Men de kan udelukkende gynge med i håndklædet og lever på nas af de resultater, den etablerede fagbevægelse forhandler hjem, når det gælder løn og arbejdsforhold. 

Er fællesskabet gået fløjten. Nej, heldigvis er der stadigvæk mange fagforeninger, som laver et solidt fagligt arbejde, hvor det syder og bobler af aktivitet i hverdagen. 

Det er almindelig kendt, at man inden for byggefagene har stærke bånd til medlemmerne og pladserne. Dette kunne andre lære af. 

I alt for mange fagforeninger har man isoleret sig på kontorer med en socialdemokratisk rose i vasen og ser stort set aldrig et medlem. Sammenlægninger og fusioner har ødelagt den sociale og faglige kontakt, så mange i dag ikke engang aner, hvem der er deres formand.

Billigt kontingent er afgørende for organisering

Det er uforståeligt, at folk vælger en rigtig fagforening fra, og så alligevel ikke, for det handler om økonomi hos mange af dem, der har forladt skuden. 

Det Faglige Hus er en af Danmarks billigste, og mange lønmodtagere vælger den udelukkende for at spare penge. Det fik HK til at nedsætte kontinentet ved at gøre det indtægtsbestemt, – og med et hug gav det pote. 

Der er også tilbagegang at spore hos FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation), hvor fagforeninger som FOA og Dansk Metal også mister medlemmer. 

Rabatkort og sportssponsorater er ikke vejen. De etablerede FH-fagforeninger skal tilbage til udgangspunktet og koncentrere sig om fordelingen af de værdier, som medlemmerne skaber. 

Aldrig har profitten været større for arbejdsgiverne, samtidig med at reallønnen stagnerer. Med fokus på omfordeling, solidaritet og rekruttering, så fastholdes medlemmerne. Man skal ud, hvor medlemmerne færdes.

Rød er kampfanens farve

Men hvad er årsagen til, at de gamle fagforeninger er blevet så dårlige, at de er blevet overhalet af de gule? Det er først og fremmest på grund af en teknokratisk historieløs tilgang til det at være organiseret, – det rigtige sted. Fra tidernes morgen har det altid været bedst at stå sammen over for arbejdsgiveren og ledelsen, når man skulle forhandle et stærkt resultat hjem. Det hedder klassekamp. Men denne opskrift er tilsyneladende gået i glemmebogen, og det skal der laves om på. Konflikt er blevet et fy-ord.

Hvis tingenes tilstand skal forbedres, skal der handles her og nu. Fagbevægelsens ledere har borgfred med politikerne. Det ses tydeligt i de offentlige overenskomster og den lamme modstand mod tyveriet af Store Bededag. 

Opbakningen til fagbevægelsen kommer af tilkæmpede sejre på løn og arbejdsforhold. Fagforeningskontorerne skal vågne op af tornerosesøvnen, så medlemmerne igen kan se fornuften i sammenholdet – det er jo trods alt deres kamporganisation.