Skip to content

Leder: Store bombedag

[KOMMUNIST nr. 2-2023] Der bliver nok ingen folkeafstemning om afskaffelsen af Store Bededag, som EL og Ny Borgerlige bakker op om. Men selve konceptet er også absurd. Hvorfor skal vi stemme om en forringelse? Kan du se plakaterne for dig: ”Fingrene væk fra Store Bededag, Gud holder med os”, ”Hvornår skal vi så afholde konfirmation, mor?”, “Legeland lukker = Stem nej”, ”Vi finder penge til krig et andet sted”.

Og modsat for afskaffelsen, vil der være: ”GUD, Konge og fædreland – vi ofrer Gud stem ja”. ”Tag en for holdet – Ukraine lider”. ”Solidarisk eller egoist= stem ja til afskaffelsen”. (du kan selv sætte partinavne under). Og pengene til krig i stedet for velfærd, blev fundet i et samlet krigsliderlig folketing. I mellemtiden glemte vi alt om den høje pensionsalder, forringelsen af aftrædelsesordninger, økonomisk rod i forsvarsministeriet og alle de andre møgsager.

Det er tyveri

Vi kommunister har aldrig været glade for den danske model, men det er nu engang den model, som bruges mellem arbejder og arbejdsgiver og derfor dem, der vælger, hvilken model der bruges! Derfor skal regeringen holde fingrene væk. Her gælder ingen Slette Mette, selvom hun sad som en bedemand og ævlede om en ”usikker verden” i sin nytårstale.

Men allerede i 1990’erne begyndte Socialdemokratiet at undergrave den danske model. Først under Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft, efterfølgende under Helle Thorning og Corydon og nu Slette Mette. Helle måtte lave sit forsøg på at aflive danskernes fridag om til 12 minutters mere arbejde dagligt.

Det må være svært at være socialdemokrat. De begyndte at aflive efterlønnen under Nyrup og senere få Arnepensionen til at fremstå som fremskridt. Nu er omsorgen for almindelige mennesker, der virkelig tager en tørn for samfundet, fået tildelt Arne++.

Krig vigtigere end velfærd

Den største farce er at pakke forringelser overfor den danske arbejderklasse ind i krigsretorik. Det næste bliver, at vi skal ofre vores børn til en krig langt væk fra Danmark. De viser ingen nåde. Nej, det er ikke løgn eller konspiration. De går efter vores unge.

På et gymnasium i Ballerup starter der en forsvarslinje op allerede næste år. Her skal de unge fristes til at fortsætte i krigsmaskinen i stedet for at uddanne sig til noget, der beriger vores samfund til alles gavn. Her skal de indoktrineres i NATO’s beslutninger og verdensbillede, i krigens love og cyberkrig m.m.

Politisk har de jo allerede besluttet at forsvaret skal ”vækste”, og det betyder flere ansatte og flere professionelle soldater. Når dødsskabende aktiviteter kaldes vækst, så bliver væksten uomtvistelig ødelæggelse og dødsrater.

Længe leve livet

Store bombedag, som Store Bededag folkeligt er blevet omdøbt, er sigende. Vi skal ikke ende med at bede for de døde og til en markant mindre løn. Vi skal ikke bede om løn, men kræve den!

Vi vil sidde i et lejet sommerhus, tage i badeland og deltage i sportsstævner den dag. Afholde konfirmationer og gå til koncert med varme hveder. Og de familiemedlemmer, der må savnes der, skal betales dyrt. Det har vi fortjent, og det vil vi kæmpe for at opretholde.

De sorte socialdemokrater og deres borgerlige bonkammerater må æde alt i sig igen. Vi vil liv, modsat SF og Enhedslisten, der falder for den skrevne præmis.

Lad store bombedag blive en bombe under regeringens politik.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk