Lige løn for lige arbejde 

Fagforeninger og kvinderettighedsorganisationer har kæmpet for ligeløn siden det 19. århundrede.

Af Rikke G.F. Carlsson, formand for DKP

[KOMMUNIST 3-26] Ligeløn for lige arbejde for både mænd og kvinder findes i Den Europæiske Unions grundlæggende principper, der går tilbage til Romtraktaten i 1957. Næsten 70 år efter tjener kvinder i EU omkring 12% mindre i timen end mænd. EU er ikke et redskab.

Myten om, at kvinder stadig er mere tilbøjelige til at arbejde i lavtlønnede sektorer såsom sundhedsvæsen og uddannelse, lever stadig. Valget af fag skal ikke afgøre lønnens størrelse. Det kan ændres politisk, fordi stat, regioner og kommuner er arbejdsgivere på disse områder. 

Værdisætningen af fag handler om fagenes samfundsmæssige betydning. Ethvert fornuftigt menneske vil kunne vågne op fra en snestorm og mangle en ejendomsmægler, men ikke en snerydder eller en fra beredskabet. Enhver fornuftig vil på en almindelig arbejdsdag kunne undvære en politiker, men ikke en ambulancefører eller en pædagog. 

Sådan kunne vi blive ved. Men staten vil ikke gå forrest og vise det private arbejdsmarked, hvilken vej lønnen skal gå. Logikken er, at det offentlige ikke skal være ”lønførende”.

Hvor skal pengene komme fra?

Da regeringen og dens støttepartier i deres valgflæsk bebudede den uforskammede fødevarecheck, stillede HK sig pludselig frem i skuffelse over, at deres medlemmer ikke også fik del i de skattebetalte krummer. Mads Samsing udtalte: ”2 ud af 3 af vores medlemmer peger på fødevarepriserne som det største problem i hverdagen. Det gælder særligt de med de laveste indkomster”. Men generelt var han tilfreds med aftalen.

For kassemedarbejdere i Danmark ligger lønnen i 2024 tal på mellem 17.000 kr. og 24.000 kr. pr. måned før skat, når tillæg og pension er medregnet. Det svarer til en timeløn på ca. 110–130 kr., altså mindstelønnen. For lige at sætte det i perspektiv tjente Salling Group, som ejer Føtex, Netto og Bilka, 1,7 milliarder i 2025 i rent overskud. Mon ikke HK skulle hente den lavtlønnedes løn ind dér, i stedet for at satse på en enkelt fødevarecheck betalt af os selv.

Hvem betaler

I forvejen har vi en krigsøkonomi, som allerede suger pengene væk fra velfærd. Vi står overfor en overenskomst indenfor det offentlige, som bløder på point i forhold til det private arbejdsmarked. Vi ved, at folk ikke har råd til at handle basale varer med de dyre priser, som er nu. Prioriteringen er lige til også pengene.

Kommunisterne har siden indførelsen af momsen været imod den. Det er ikke noget nyt. Men nu ser vi, hvordan priserne ville være uden momsen, igennem supermarkedskæderne der ”leger” momsfri i en kampagne på frugt og grønt. Det gør de ikke for vores skyld. Men for at tiltrække kunder. 

Forbundsformanden for HK fortsætter: ”Det er usikkert, hvor meget en generel nedsættelse af moms på fødevarer overhovedet vil kunne mærkes, når vi fylder varer i indkøbskurven. Et forhøjet jobfradrag er et oplagt alternativ og bør indgå i de videre drøftelser.” Budskabet er: sænk skatten, tag ikke profitten fra arbejdsgiverne, vildt budskab. Men supermarkedskæderne kunne have sænket priserne langt tidligere, dog med mindre profit. Men det kommer selvfølgelig ikke til at ske.

Løn som fortjent

Det er ikke lønnens størrelse, der afgør, om der kommer inflation, den afgør, hvad du har råd til at putte i kurven og hvilken kvalitet, du kan prioritere. 

Derfor er det så vigtigt, at fagbevægelsen bliver troværdig og holder fast i kravene om lønløft. Både udenlandsk og dansk arbejdskraft skal have fat i profitten fra arbejdsgiveren og ikke lade sig slå til tåls med, at en regering udbetaler din efterløn, en enkelt fødevarecheck eller skattenedsættelse. 

SF’s formand, Pia Olsen ­Dyhr, har kaldt aftalen om fødevarechecken for den “rødeste aftale”, som hun har indgået med SVM-regeringen. Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, fremhæver, at hundredtusindvis af pensionister og kontanthjælpsmodtagere får del i checken. 

Ville man de fattige det godt, burde de have fjernet kontanthjælpsreformen og sørget for husly til dem, der som følge af denne reform blev hjemløse. Tillige kunne satserne blive hævet, ligesom en udvidet lønpulje kunne betyde, at ingen offentligt ansat skulle have del i denne almisse.

De rige skal betale

Da Mogens Glistrup i 1970’erne på TV viste sit 0%, lød DKP’s svar: ”Lavere trækprocent? Så træk militæret fra skatten”. Den mulighed ligger ikke på gavebordet. Den skal tilkæmpes ligesom en bedre overenskomst.

Den tidligere omtalte lønforskel (jf. EU) kan udlignes i overenskomsterne eller via skatterne. Ligeledes bør barsel indebære fuld lønkompensa­tion. Kommer det bag på nogle med sund fornuft, at børn skal fødes, og at det tager længere tid end at lave dem, nej.

Først blev der lovet 4.000 flere sygeplejersker. Nu gælder det 4.000 flere skolelærere. Alle forældre ønsker deres barn en god skoletid eller et trygt ophold på hospitalet. De vil også gratis børnehaver eller trygge plejehjem. 

Det kræver et opgør med privatiseringen og prissætning af offentlige ydelser. De ydelser koster, hvad de koster. Derfor betaler vi skat. Men så længe budgetloven kræver fyringer og nedskæringer, og pengene går til krigsinvesteringer, så er den slags valgflæsk ikke troværdig. 

DKP’s politik er, at de rige skal betale. De kæmpeoverskud, vi ser, bygger på en indsats for, at et produkt kan opfindes, produceres og sælges. Det forudsætter også, at børn og ældre passes trygt og godt. Derfor skal de rigeste også betale for infrastruktur, snerydning og hospitaler osv.  Kommende generationer skal kunne fortsætte, hvor andre slap. Det er en cyklus, som kapitalen med sin profitøkonomi bryder på vores bekostning. 

Kvindekampen og klassekampen er langtfra slut. Den fortsætter og helst med større kraft og fart. God 8. marts.