Litten Hansens erindringsglimt
Af Margit Andersen
[KOMMUNIST 3-26] Da fanden blev gammel, gik han i kloster. Gamle venstrefløjsaktivister skriver i stedet for erindringer. Seneste skud på stammen er Littens Hansen med bogen En kvinde i bevægelse, og det må man sige, at hun har været. Såvel i de bevægelser for fred og ligeberettigelse, som havde deres guldalder i 60’erne og 70’erne, som fagligt inden for skuespilfaget, både foran og bagved scenen.
Litten Hansen kom til verden i 1944 som femte barn i en dyrlægefamilie i Videbæk i Vestjylland. Det blev til otte børn i alt, inden forældrene blev skilt, fordi faderen havde for meget smag for andre damer og de våde varer. Da Litten var 16 år og havde taget en realeksamen, tog hun til København med 500 kroner på lommen og sin dyne under armen for at klare sig selv. Det begyndte med kontorarbejde og et skrivemaskinekursus og om aftenen studenterkursus og førte henad vejen til, at hun blev skuespiller, instruktør, skuespilchef, folketingsmedlem, formand for Dansk Skuespillerforbund og direktør for Copydan.
I de unge år fik hun også tid til at engagere sig i de mange bevægelser, der var i gang sideløbende eller som afløste hinanden: kampagnen mod atomvåben, Vietnamkrigen, oberstkuppet i Grækenland og Apartheid i Sydafrika. Ofte bestod hendes indsats i kontorarbejde, da hun var rap på tasterne, og undervejs lærte hun at skelne imellem frihedskamp og terror. Desuden blev der også tid til oplevelser som at være på arbejdslejr i Jugoslavien og Cuba.
Først var hun medlem af SF, men gik med i gruppen der dannede VS, som i 1975 igen kom i folketinget med fire mandater. Her blev hun i et årstid suppleant for Erik Sigsgaard, var kulturordfører og arbejdede meget med ophavsret. Efterhånden opstod der splid i partiet, og det, sammen med mændenes dominans, førte til, at hun meldte sig ud. Det skal tilføjes, at Litten Hansen også tog aktivt del i kvindebevægelsen, herunder Femølejren, Kvindefestivallen og oprettelsen af Dannerhuset.
I beretningen om skuespillerkarrieren spiller Fiolteatret en stor rolle. Først var hun, endnu en gang, kontordame, så blev hun skuespillerelev. Arne Skovhus var dengang leder, og ifølge Litten Hansen var årsagen til, at han senere fratrådte, at de ansatte for størstedelen efterhånden udgjordes af DKP’ere, som ønskede en kollektiv ledelse, men på det tidspunkt havde hun selv forladt teatret og arbejdede på forskellige gruppeteatre. Den seneste del af sit arbejdsliv tilbragte hun bag scenen, indtil hun i 2011 sluttede på arbejdsmarkedet.
Erindringsglimt er bogens undertitel, hvad der indikerer, at forfatteren har udvalgt, hvad hun mener kan have interesse for læserne, og hvad hun er interesseret i at delagtiggøre dem i. Det har blandt andet betydet, at alt, hvad der har med DKP og kommunister i det hele taget at gøre, enten er udeladt eller bliver omtalt negativt. F.eks. nævnes der ikke noget om, at hendes første samlever var DKP’er, mens hun var VS’er, og hvad det eventuelt kan have betydet for deres forhold, men det hører selvfølgelig også til privatlivets sfære. I afsnittet om arbejdet i kampagnen mod apartheid, fortæller hun, at den på et tidspunkt fik besøg af en af de sydafrikanske modstandskæmpere, Ruth First, der havde været fængslet, men nævner ikke med et ord noget om, at denne havde været medstifter af og fortsat var medlem af Sydafrikas Kommunistiske Parti. Det havde været meget relevant i betragtning af, at partiet var en ledende kraft i modstandskampen.
Bortset fra det så giver bogen et godt billede af den politiske og faglige aktivitet i en frodig periode, og den er krydret med humor og anekdoter. Litten Hansen sætter ikke sit lys under en skæppe, men til gengæld skåner hun ikke dem, hun har et horn i siden på. Det kan være ret underholdende, men nærmer sig undertiden det ondskabsfulde.
Litten Hansen: En kvinde i bevægelse. Erindringsglimt. Frydenlund. 154 sider. 230 kroner