Livet på bunden

Af Lilli Rodeck

[KOMMUNIST 12-2025] Kontanthjælpsreformen viser tydeligt, at regeringen og deres samarbejdspartnere, ikke aner noget om et liv på bunden af samfundet. 

Et af målene for regeringen hed, at det skulle være muligt for hver enkelt modtager at kunne se hvilket beløb, de var berettiget til at modtage om måneden. Et andet mål var, at beløbet skulle være tilpas lille, så modtagerne ville skynde sig ud og finde et arbejde.

Men følgerne blev noget helt andet. Flere har mistet deres bolig, da de ikke har råd til både at spise og et sted at bo. Mange boligselskaber prøvede at hjælpe med det, men der var ikke helt så enkelt.

Med en galoperende inflation står borgere på laveste ydelse i nogle vanskelige valg. Mad, medicin eller bolig. Mange på den laveste takst er også de, der har flere diagnoser, det være sig fysiske eller psykiske. Medicin er meget vigtig for denne gruppe mennesker.

Hvis alt for mange mister deres bolig, vil de opdage, at der ikke er plads på herberg eller forsorgshjem. De er i forvejen pressede. Det vil sige, at mange bliver henvist til gader og parker, da opgange nu er blevet et lukket land. 

Regeringen og især SF ­vasker deres hænder og tager den overraskede mine på, men de opsiger ikke reformen. De havde i deres iver ikke bemærket, at priser på mad, varme, el og medicin stiger. De havde heller ikke sat sig ind i de stigende huslejer. 

Selvom kontanthjælpsmodtageren får boligstøtte, er det langtfra nok til at sikre penge til restbeløbet på husleje, mad og medicin. Det er i disse kolde tider ikke nemt at bo uden el og varme.

Bolig er en menneskeret og kan løses politisk. Ingen skal ende på gaden. Kommunerne må akut gå ind og kompensere for denne onde reform, indtil regeringen trækker den tilbage. 

Vi har ikke brug for flere fattige eller hjemløse. Vi har brug for, at alle kan opvokse i et trygt samfund og gå mætte i seng med god samvittighed. For vores børns skyld og vores fremtid.