Mere udenlandsk arbejdskraft
[KOMMUNIST 8-9 2025] Social dumping hænger fortsat som en sort sky over danske arbejdspladser, trods det er det lykkedes Venstre og Moderaterne at vride armen helt om i nakken på Socialdemokratiet i forbindelse med de kommende regler om udenlandsk arbejdskraft.
Fremover skal udlændinge tjene en lavere løn end i dag for at få lov til at arbejde i Danmark. Den såkaldte beløbsgrænse sænkes fra 514.000 til 300.000 kroner.
Nemmere adgang for udenlandsk arbejdskraft
Ifølge den indgåede aftale med såvel fagbevægelsen som arbejdsgiverne skal den nye erhvervsordning sikre dansk erhvervsliv nemmere adgang til udenlandsk arbejdskraft på danske løn- og arbejdsvilkår fra en række udvalgte lande.
Krav om overenskomst
Hvis man som arbejdsgiver ønsker at hente udenlandsk arbejdskraft til Danmark, skal man have en overenskomst indgået mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Danske Byggefag (tidligere BAT kartellet) støtter fuldt op om aftalen, som indeholder en lang række meget fornuftige ting blandt andet krav om overenskomster, og et fælles nationalt ID-kort bliver modtaget med stor tilfredshed.
Kan give bagslag
Det er ikke kun inden for byggeriet, at der er mange udlændinge, også i IT-branchen er der mange udenlandske ansatte, det kan give problemer med den nye ordning.
En årsløn på 300.000 kr er stort set svarende til 25.000 kr om måneden, inklusiv pension og feriepenge. Det kan bane vejen for social dumping inden for IT-faget.
Kan give pres på lønnen
I mange overenskomster på det private arbejdsmarked, herunder IT-branchen, er der ikke konkrete lønsatser. Lønnen forhandles individuelt, og dermed risikerer man, at minimumsgrænsen i aftalen bliver retningsgivende og presser lønniveauet ned.
IT-branchen vil derfor holde skarpt øje med, at det ikke bliver et smuthul til lavtlønsspekulation under dække af en overenskomst.
/PeJu
