Mindstelønsdommen: En »sejr«?
[KOMMUNIST 12-2025] EU’s domstol har nu afsagt sin længe ventede dom i sagen om mindstelønsdirektivet. Hvis man læser de danske aviser, kunne man tro, at Danmark står tilbage med en stor delvis sejr. Men den fortælling er – som så ofte i EU-dækningen – ren ønsketænkning.
For sandheden er: Danmark tabte sagen.
Ja, vi fik medhold i to mindre bestemmelser. Men realiteten er uændret: EU’s mindstelønsdirektiv består, og Danmark er fortsat underlagt de rammer, Bruxelles har fastsat for løndannelse. Den danske model står ikke styrket – den står beskåret. Og det bliver næppe sidste gang.
Et lille stykke suverænitet ad gangen
Domstolen annullerede godt nok de passager, der kunne tolkes som en direkte adgang til, at EU kunne fastsætte mindstelønnen selv. Men direktivet som helhed står tilbage. Og dermed også EU’s ret til at bestemme rammerne for, hvordan medlemslandenes lønsystemer skal indrettes og overvåges.
Det betyder, at vi bevæger os tættere på et scenarie, hvor debatten ikke længere handler om, hvem der bestemmer lønnen – men om mindstelønnens størrelse: Skal den være 120 kroner i timen? 130? Eller 110 i et “kriseår”?
Det er ikke en sejr for arbejderklassen. Det er det modsatte. Når mindsteløn først bliver en EU-kompetence – selv indirekte – vil pres for harmonisering og justeringer komme. EU stopper aldrig ved første skridt, det har vi lært af dyrt købte erfaringer.
Lande med mindsteløn har ikke fået højere løn – tværtimod
Erfaringerne fra andre EU-lande giver ingen anledning til begejstring. I flere lande har indførslen af mindsteløn ikke hævet levevilkårene, men tværtimod presset lønningerne ned.
Mindsteløn fungerer i praksis som et loft frem for et gulv. Lønninger klumper sig om minimum, kollektive aftaler udhules, dette har medført at flere må have to jobs for at kunne overleve.
Hvor er handlekraften i Danmark?
Et spørgsmål trænger sig på: Hvor er den faglige modstand?
Mens EU langsomt, men sikkert, udhuler den danske model, reagerer Socialdemokratiet, SF og store dele af fagbevægelsen med stilhed eller runde formuleringer. Der opildnes ikke til strejker, markeringer eller større protester. Ingen klare røde linjer. Ingen “hertil og ikke længere”.
Det gør det lettere for EU at udvide sin kompetence bid for bid.
Fagbevægelsen taler ofte om “dialog” og “indflydelse i Bruxelles”, men mens de taler, flytter EU grænserne for, hvad der anses som legitim indblanding. Uden pres nedefra ender fagbevægelsen med at administrere de beslutninger, der træffes udenfor landet.
Hvis arbejdsmarkedet i Danmark skal forsvares, kræver det ikke mere samarbejdsvilje – men organisering og modstand.
EU fremstilles som løsningen – også når vi bliver kørt over
I dansk debat fremstilles EU som vejen til sociale fremskridt. Men når Danmark – helt usædvanligt – siger fra, bliver vi alligevel tromlet. Og bagefter kaldes resultatet en “sejr”. Det er manipulation forklædt som europæisk begejstring.
For hvad i direktivet hjælper danske lønmodtagere? Ingenting. Det flytter blot endnu en kompetence væk fra de danske lønmodtagere.
Hvornår siger vi det højt?
For EU-modstandere er dommen ingen overraskelse. Den er en bekræftelse.
EU fortsætter ad den samme vej: mere centralisering, mere kontrol og mere indblanding i områder, der aldrig burde have været EU-anliggende. Og når Danmark fortsætter med at lade EU definere rammerne for vores arbejdsmarked, ja så vil konsekvenserne mærkes af lønmodtagerne.
Det er på tide at sige det klart: Fingrene væk – Danmark kan selv – ud af EU.
/Sine Bilfeldt