Mod militariseringen af Norden og Arktis – for fred, demokrati og afspænding

[KOMMUNIST 4-2026] I maj samles NATO’s udenrigsministre i Helsingborg – ved indgangen til Øresund, midt i en region, der historisk har været præget af handel, civilsamfund og grænseoverskridende samarbejde.

Men det er en saga blot. Fredsforskeren Jan Øberg siger:

”Kun den godtroende – og det skal man ikke være med dagens politik – kan tro, at dette ikke er første skridt på vejen til, at Danmark bliver en atomvåbenmagt… Og enhver, der bruger ordet ”paraply” eller ”afskrækkelse” er intellektuelt helt afrustet. Det er de fleste. Som skatteyder skal du betale endnu mere for at blive mindre sikker, og fordi den danske regering er mere loyal overfor andre magter end overfor sit eget folk”.

Mødet mellem udenrigsministrene vil markere en ny sikkerhedspolitisk epoke, kendetegnet af to afgørende træk:

1. Atommagt i Norden

Med Sveriges og Finlands NATO-medlemskab er hele Norden nu omfattet af alliancens atomdoktrin. Afskrækkelsesstrategien bygger på atomvåbenkapaciteter fra blandt andre Storbritannien og Frankrig.

Vil det ende med en udstationering af A-våben i Norden? Det vides ikke, men afgørende er den politiske integration i NATO.

Norden er nu indlejret i en atomafskrækkelseslogik, hvor truslen om gensidig udslettelse betragtes som legitim sikkerhedspolitik. Atomvåben omtales igen som “stabiliserende”.

Det er et historisk brud med den nordiske tradition for nedrustning, afspænding og støtte til internationale ikke-spredningsaftaler.

Denne normalisering er sket uden en bred offentlig debat om konsekvenserne.

Helt anderledes var det i 1984: Norden som atomvåbenfri zone var et resultat af en lang kamp fra fredsbevægelsen i alle dens afskygninger. Det førte i Danmark til den såkaldte fodnotepolitik igangsat af Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og VS.

I dag kan Socialdemokratiets leder, Mette Frederiksen, ikke forestille sig, at afskrækkelse fungerer uden atomvåben. Vi savner at høre fra medlemmer af Folketinget, at de ikke er enige heri.

 

2. Arktis

Samtidig intensiveres den militære opbygning i Arktis.

Grønland og det arktiske havområde indgår i en voksende strategisk infrastruktur bestående af overvågnings- og missilvarslingssystemer, øget flåde- og luftaktivitet og militære øvelser.

Arktis omtales ikke længere som en zone for klimabeskyttelse og fredelig udvikling. Afspænding er erstattet af militarisering.

Har det været genstand for offentlig diskussion? Nej, end ikke som tema i den netop overståede valgkamp. Det viser både et demokratisk underskud, hvor beslutninger med vidtrækkende konsekvenser træffes i lukkede fora af ministre, og nye begrænsninger af, hvad man tør diskutere åbent.

44% af den danske befolkning er imod atomvåben i Norden. Det politiske handlingsrum for alternative sikkerhedsmodeller er uska­de­liggjort. Sikkerhed kan kun skabes gennem diplomati og konfliktforebyggelse, genoplivning af nedrustningsinitiativer, styrket international ret og åben demokratisk debat om militære beslutninger.

Fredelig sameksistens kræver

1. Norden som atomvåbenfri zone.
2. En offentlig debat om ­Arktis’ fremtid – med fokus på klima og civilsamfund frem for militær dominans.
3. Initiativer for afspænding og genoptagelse af internationale nedrustnings­forhandlinger.
4. At Norden igen bliver en stemme for fred og konfliktløsning – ikke en frontlinje i stormagtskonkurrence.

Udenrigsministrenes møde i Helsingborg bør ikke markere en ny fase af militarisering – Det skal være et vendepunkt.

(se også Thorbjørn Waagsteins artikel Oprustning i Arktis)