Skip to content

Multikunstneren Sylvester på Arbejdermuseet

Af John Poulsen

[KOMMUNIST 10-2025] ”Leif Sylvester er vokset ud af arbejderklassen, og han har formået at holde fast i sit sociale udgangspunkt hele vejen igennem sit kunstneriske virke. Derfor føles det også naturligt, at det er her, hans historie og værk nu skal folde sig ud”. Sådan skriver Arbejdermuseets direktør Søren Bak-Jensen i kataloget til museets store Leif Sylvester-udstilling ”Friheden flyver”, der vises i det næste års tid. Titlen henviser til den sang, Sylvester skrev sammen med Erik Clausen i 1978.

Den-fordrevne_leif-sylvester
Den fordrevne, akryl på lærred (2024).

De fleste af bladets læsere kender Sylvester allerede fra 70’erne, dengang han hed Petersen og sammen med Erik Clausen optrådte med ”Clausen og Petersens gadecirkus”.  De havde mødt hinanden på Kunsternes Efterårsudstilling 1969, og de faldt med det samme i hak med hinanden og begyndte året efter at arrangere omrejsende kunst­udstillinger for at få solgt deres værker og senere med deres Cirkus.

I 1974 blev de medlemmer af Røde Mors Rockcirkus, og i 1978 udgav de deres første LP ”Store Sonja”, som året efter blev fulgt op af ”I storbyens favn” med bl.a. ”Mormors kolonihavehus” sunget af Eva Madsen.

Sylvester havde i 70’erne skabt superrealistske malerier, men i 1977 holdt han op med at male for at hellige sig musikken med gruppen ”Sylvester og svalerne”. Der gik herefter 10 år, før han igen greb til penslen, inspireret af sin datter der begyndte at male, og derefter blev det hans hovedbeskæftigelse, men han gav sig også tid til at medvirke i en række af Erik Clausens film og flere TV-serier.

Mens Sylvesters tidligere værker var meget realistiske, ændrede han totalt stil uden dog helt at gå bort fra det figurative. Hvor han tidligere havde en klar forestilling om, hvad han ville male, er han gået over til at arbejde spontant. Han starter uden at ane, hvor det vil ende, det er underbevidstheden, der styrer processen. Det er der kommet mange både morsomme og mere alvorlige malerier ud af, undertiden suppleret med små forklarende digte nedenunder. Den humoristiske side slår også igennem i mange af hans skulpturer.

Udstillingen begynder allerede på væggen ned til kælderen, hvor udstillingsplakaten er malet med Sylvester-citater nedenunder. De første værker er fra begyndelsen af 60’erne, bl.a. en collage med materialer, han fandt på byggepladser, og de følges op af cirkusmalerier, inden man når ind til midten af udstillingen. Her kan man se en rekonstrueret cirkusmanege, hvor det er tanken, at folk skal kunne aktiveres. Undervejs vises nyere malerier og skulpturer, suppleret med videofilm og fotos, og til sidst kan ses eksempler på litografier og på plakater, han har skabt til fagbevægelsen og folkelige bevægelser.

En engel i blandt os. Gravplads for gadens folk, Assistens Kirkegård. Bronze (2012).

Til udstillingen har Sylvester modelleret 10 farverige, fantasifulde og humoristiske buster ”De uundværlige”, som hylder hverdagens helte såsom sygeplejersken, fabriksarbejderen og grønthandleren ”bananen”. Hans solidariske holdning kan også ses i gravmonumentet for de hjemløse på Assistens Kirkegård og maleriet ”Den fordrevne” (2024), som er en støtte til palæstinenserne i Gaza,

Til udstillingen er udgivet et katalog, og i foråret udgav Frydenlund ”Den store Sylvester” med gengivelse af 700 værker fra 1993 til 2024.

Selvom udstillingsarealet ikke er stort, er det lykkedes at præsentere alle sider af Sylvesters kunst, og udstillingen henvender sig bredt og ikke kun til kunstinteresserede.

Arbejdermuseet: Leif Sylvester – Friheden flyver. Slutter 2.8.2026.
Katalog. 92 s. 149 kr.
Den store Sylvester. Udvalgte værker 1993–2024. Frydenlund. 400 sider. 500 kr.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk