Når historien burde vise vejen
Anmeldelse af Martin Minka Jensen
[KOMMUNIST 3-26] Med bogen Cheminova 1938-1953. Danmarks største forurener leverer historikeren Jørgen Burchardt en veldokumenteret gennemgang af den kemiske industrivirksomhed Cheminova, dens opbygning og udvikling gennem årene. Det er ikke blot en virksomhedshistorie, men en analyse af et system, hvor økonomisk vækst og nationale interesser systematisk blev prioriteret over miljø og sundhed.
Bogen følger Cheminovas etablering i 1938 og den efterfølgende produktion af pesticider, herunder DDT og Parathion.
Allerede tidligt var der viden om giftighed og risiko. Alligevel blev produktionen udvidet. Forureningen ved Harboøre Tange og det senere så kendte affaldsdepot ved Høfde 42, står i dag som konkrete spor af beslutninger truffet i en tid, hvor eksportindtægter og arbejdspladser vejede tungere end langsigtet miljøbeskyttelse.
Burchardts styrke er dokumentationen. Arkivmateriale viser, hvordan myndigheder, forskere og virksomhedsledelse indgik i et tæt samspil. Reguleringen var ikke fraværende, men den var gradvis, pragmatisk og ofte reaktiv. Når problemerne blev åbenlyse, blev reglerne justeret. Men sjældent så grundlæggende, at de udfordrede selve forretningsmodellen.
Her rækker bogen ud over det historiske. Den rejser et strukturelt spørgsmål: Kan et økonomisk system, hvor forøgelse af profitten er det primære incitament, effektivt prioritere miljøhensyn? Cheminova-sagen indikerer, at regulering under kapitalistiske markedsvilkår ofte bliver kompromisets kunst. Man strammer lidt, justerer lidt, men kun så længe det ikke truer konkurrenceevne og afkast.
Denne dynamik genkendes i nutidens klima- og kemikaliedebatter. Der tales om grøn omstilling, egenkontrol og bæredygtighedsstrategier. Men så længe incitament strukturen belønner kortsigtet profit højere end økologisk stabilitet, vil ændringerne være for kortsigtede. Halvhjertede forbedringer frem for systemisk omlægning. Det ser stadig vi i dag omkring NOVO Nordisk, Svineproduktionen, Nordic Waste, Grindstedværket og så videre, og ikke mindst hvordan miljøministeriet reagerer.
Cheminova 1938-1953 er derfor ikke kun et historisk værk. Det er en case i politisk økonomi. Den viser, hvordan ansvar kan fragmenteres mellem virksomhed, stat og eksperter, og hvordan ingen i sidste ende påtager sig det fulde ansvar for de langsigtede konsekvenser.
Burchardts bog minder os om, at miljø skader sjældent, opstår i et tomrum. De er resultatet af prioriteringer. Og så længe profitlogikken sætter rammen, vil miljøhensyn ofte komme i anden række med regningen placeret hos kommende generationer. Bogen udkommer perfekt i et valgår, – så er det op til NGO-organisationer og vælgere at stille politikerne til ansvar.