Når omsorgen reduceres til et regneark

Sine Bilfeldt – Kandidat til kommunevalget i København for DKP

[KOMMUNIST 10-2025] FOA og Ældre Sagen peger i en ny undersøgelse på, at plejehjemmene er presset til bristepunktet. Beboerne er i dag langt dårligere end tidligere, mange er multisyge og stærkt afhængige af hjælp – men normeringerne er ikke fulgt med. Det betyder, at personalet står med et stigende ansvar uden at have hænder nok til at løfte opgaven.

Det rigtigt interessante er, at forskellene mellem kommunerne er markante.

F.eks. kan det ses af undersøgelsen, at i Middelfart har en nattevagt ansvar for knap 14 beboere, mens en kollega i Mariagerfjord skal dække næsten 29.

Det er ikke, fordi medarbejderne ikke vil. Tværtimod beskriver FOA’s medlemmer, hvordan de dagligt må løbe stærkere og stærkere – men samtidig må se i øjnene, at systemets rammer gør det umuligt at levere den pleje, de selv ved, er nødvendig.

Derfor var det paradoksalt for mig at tale med min veninde, der selv arbejder som SOSU i den private sektor.

Hun oplever fleksibilitet i arbejdstiderne, og at borgerne får det, de har behov for. Hun beskriver en hverdag, hvor hun kan bruge sin faglighed, hvor hun føler sig set af ledelsen, og der kan blive rykket rundt i kørelisten, hvis tiden forhindrer hende i at gøre sit arbejde ordentligt.

Hvad oplever de pårørende?

Men den samme veninde har samtidig kæmpet en kamp som pårørende til sin far. Først da hun tydeligt gjorde opmærksom på, at hun selv arbejder i branchen og kender reglerne, blev hun taget seriøst af personalet. Først dér blev hun mødt som et menneske med reelle bekymringer – ikke som en irriterende pårørende, der stillede krav.

Jeg kender det selv. Min mormor bor på plejehjem i Gladsaxe, og i familien har vi flere gange oplevet, at plejen halter. Eksempelvis er det flere gange sket, at hun er blevet hjulpet i seng før klokken 20. Ikke fordi det var, hvad hun selv ønskede, men fordi personalet skulle nå det inden vagtskifte. Derefter er hun først blevet hjulpet ud af sengen igen klokken 10 næste dag – igen med undskyldningen om, at personalet ikke havde tid.

I praksis har hun altså tilbragt 14 timer i sengen – og dette er på trods af at hun har kaldt på nødknappen flere gange. Andre gange har hun været dehydreret, fordi ingen har haft tid til at sikre, at hun fik væske nok, og det har flere gange ført til indlæggelser på hospital.

Det er ikke småting. Det er ikke petitesser. Det er grundlæggende omsorg, der ikke leveres. Det går ud over liv og helbred, og ikke mindst trivsel.

Systemet bag tallene

Når vi taler om ældrepleje, ender det hurtigt i tal: minutter, satser, budgetter, visitationer. Men bag tallene står mennesker.

Hjælp i hjemmet bevilges efter Servicelovens §83. Her er det kommunen, der vurderer, om en borger kan få hjælp til personlig pleje, praktiske gøremål eller madservice. Afgørelsen træffes af en visitator – typisk en socialrådgiver eller sygeplejerske.

Kommunerne skal desuden fastsætte kvalitets­standarder (§139), som definerer, hvad borgerne kan forvente: indhold, omfang og tidsfrister.

I Gladsaxe Kommune kan en borger f.eks. forvente svar på en ansøgning om praktisk hjælp inden for 20 arbejdsdage – og opstart inden for 5 dage derefter. I København er standarden ringere. Det er igen et eksempel på, at borgerne ender i et tilfældigt postnummerlotteri, som i sidste ende har stor indflydelse på deres trivsel i hverdagen.

Offentlig vs. privat pleje

Der tales om, at private leverandører giver borgerne flere valgmuligheder. Efter §91 i serviceloven har alle borgere, der er visiteret til hjælp, ret til at vælge mellem kommunal eller privat leverandør. Men samtidig er det vigtigt at huske: det er altid kommunen, der bestemmer, hvor meget hjælp borgeren får – og hvornår den starter.

De private leverandører kan dog sælge ekstra ydelser mod betaling. Dermed skabes et A- og et B-hold: de ældre, der kun har adgang til den visiterede hjælp, og dem, der kan købe sig til mere.

Samtidig betyder BUM­modellen (bestiller–udfører), at arbejdet splittes op i visitation og udførelse. Det fører til mere dokumentation, mere kontrol, og mindre tid til reel omsorg. Det vil også sige, at privatiseringen i bund og grund bliver en ekstra­udgift for kommunerne, ikke en besparelse. For SOSU’erne betyder det en arbejdsdag, hvor stopuret og kørelisterne fylder mere end relationen til de mennesker, de skal tage sig af.

Den nye ældrelov – flotte ord uden virkelighed?

Fra 2025 trådte den nye ældrelov i kraft. Den blev præsenteret som en “revolution” på området: mere selvbestemmelse, mindre minuttyranni, større fokus på det enkelte menneske.

Men spørgsmålet er: hvad sker der, når de flotte ord møder virkeligheden på gulvet?

Når min mormor ligger 14 timer i sengen, er det ikke, fordi personalet ikke vil hende det bedste. Det er, fordi de er for få på arbejde, og fordi systemet tvinger dem til at prioritere regneark og tidsplaner frem for omsorg.

Når finansieringen ikke følger med, og hvis manglen på personale ikke afhjælpes, ender den nye ældrelov som endnu et politisk luftkastel.
Så er det ikke længere en diskussion om “effektivitet” eller “frit valg”. Det er et system, der svigter. For at løfte en værdig ældrepleje, er det grundlæggende, at budgetloven fjernes, og det økonomiske efterslæb finansieres.

En kamp for værdighed

Derfor er kritikken af privatiseringen og kommunale forskelle ikke en teknisk detalje. Det er en kamp for værdighed – for både de ældre, der har krav på ordentlig pleje, og for de SOSU’er, der hver dag slider for at få hverdagen til at hænge sammen.

DKP kræver:

• Nationale minimumsstandarder, så hjælp ikke afhænger af postnummer.
• Bedre normeringer, så ­SOSU’erne får tid til omsorg fremfor papirarbejde.
• Reelle investeringer i den offentlige sektor frem for at overlade opgaverne til private virksomheder.
• Opgør med budgetloven, så vi kan få rammerne til at løfte hele ældreområdet.

Ældreplejen er ikke et spørgsmål om minutter i et regneark. Det er spørgsmålet om, hvordan vi som samfund vælger at behandle vores ældre – mennesket er ikke en handelsvare.

Når vi reducerer omsorg til tal i et budget, mister vi det menneskelige blik. Og når vi mister det, mister vi noget af vores fælles værdighed.