Når velfærd går op i røg

Politiske beslutninger har altid konsekvenser. Når politikerne vælger krigsøkonomi i stedet for befolkningens behov, så mærker vi det helt ind til knoglerne.

Af Rikke G.F. Carlsson, formand for DKP

[KOMMUNIST 10-2026] Et er, at man som professionel soldat vælger at sætte sit liv på spil i en krig langt væk hjemmefra. Der kender man erhvervsrisikoen. At man så bliver pisset på af politikerne efterfølgende, fordi de ikke vil tage ansvar for den krig, de selv har sat i gang, skaber ikke kun vrede, men føles også som et meningsløst offer.

Derimod glemmes i ligningen, at almindelige mennesker med almindelige job, der holder samfundet i gang, også betaler en høj pris for Folketingets krigsdeltagelse. Mange også med deres liv.

De mange penge, vi konstant skal af med i årlige politiske besparelser i både stat, regioner og kommuner, giver i værste fald tab af menneskeliv og i mildeste elendig service.

Nedskæringsbudget

Overalt i landet forhandler politikerne lige nu om, hvor det skal gøre mest eller mindst ondt på borgerne. Det er tid for de årlige budgetforhandlinger. Vi har allerede oplevet borgmestre, der skriver bekymringsbreve til Christiansborg med fremhævelse af, at de ikke med de udstukne økonomiske rammer kan opretholde den nødvendige service. Toppen af fagbevægelsen har skrevet et lignende brev:

”Når livets efterår banker på, skal vi kunne regne med en værdig pleje – uanset hvor mange penge, vi har på bankbogen. Vores børn skal møde ind på skoler og daginstitutioner, hvor både de fysiske rammer og fagligheden er i orden. Og vi skal investere i forebyggelse, så flere kan leve et godt liv med både fysisk og mental sundhed. – Også inden problemerne vokser sig for store.”

Syv ud af ti medborgere mener, at manglende investeringer i velfærd kan skade Danmarks sammenhængskraft. Det viser en meningsmåling fra Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Det kommer til at gøre ondt

En del kommuner er så optagede af at undgå at overskride budgetterne, at de holder igen med at bruge de penge, der gerne må bruges.

Siden budgetloven blev indført, har kommunerne samlet brugt op mod 40 milliarder kroner mindre, end de egentlig havde budget til, jf. en ny undersøgelse fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd af Budgetlovens betydning i kommunerne. Den er blandt andet lavet på baggrund af svar fra kommunaldirektører og økonomichefer i 71 kommuner.

På Sjælland fik vi en overraskelse ved sidste regionsvalg. Vi blev en storregion. Uden forklaring sammenlagde man to regioner. Det løftede ikke velfærden, tværtimod. Nu kommer prisen.

I den tidligere Hovedstadsregion skal 75 stillinger nedlægges på Amager-Hvidovre Hospital. 11 af dem er læger, 21 sygeplejersker, 14 lægesekretærer, fire portører og 23 øvrige medarbejdere. Hospitalet skal samlet finde 50 mio. kroner. Hen over forår og sommer har flere af hovedstadens hospitalsafdelinger været udsat for voldsomme spareøvelser.

Død til følge

En mand fortæller, at han har været tilknyttet Glostrup hovedpinecenter (hvor de også har fyret tre sygeplejersker) og blevet behandlet der i de sidste 10 år. Denne behandling er nu sparet væk. Fortsætter han på et privathospital, vil det koste ham mellem 50–60.000 kroner årligt. Et valg ikke mange har. Det kunne ende i et selvmord.

Budgetloven blev for snart 15 år siden udarbejdet i Finansministeriet, da danskerne stemte nej til at følge EU’s finanspagt. Så det gør vi så alligevel. Vores finanslov bliver sendt til Bruxelles og godkendt, inden folketingsmedlemmerne kan stemme om den. Men det er stadig en dansk lov, der kan fjernes af folketingsmedlemmerne.

Manden undrede sig over, at dette slet ikke var oppe i valgkampen, hvor det meste handlede om grise og drikkevand. Han fandt det mærkeligt, at ingen af politikerne pippede om en sparerunde så brutal på vores sundhedsvæsen. Og det kan jeg jo godt forstå. Men det har en forklaring. De fleste partier står bag denne brutale budgetlov.

Spar, spar, spar

For ikke lang tid siden var fortællingen, at vi manglede læger overalt i Danmark. Så kom der endnu en fortælling, at vi uddannede for mange læger. Vi har mangel på læger og speciallæger; det er fakta. Men om vi får lov til at give dem en uddannelsesplads eller stilling, er et politisk valg.

De samme rørende fortællinger findes fra mennesker med handicap, børn i institutioner, ældreplejen, biblioteker osv. Derfor presser et spørgsmål sig hele tiden på: Hvor fanden forsvinder pengene hen?

Statsminister Mette Frederiksen prøvede at få os til at tro, at skat var lig med velfærd. Hun udtalte følgende: ”Jeg betaler min skat i den tro, at du betaler din. Jeg betaler for dit lægebesøg i den tro, at du betaler for mit. I Danmark har vi ikke guldminer, men vi har noget, der er vigtigere. Vi har tillid til hinanden.” Den tillid er svær at få øje på med de kommende spareøvelser.

Køb, køb, køb

Husker I, at Mette Frederiksen også udtalte: “Men når du spørger mig, kan jeg ikke svare andet, end at man selvfølgelig ultimativt skal være villig til at ofre sig for det, man er gjort ud af, og hvor ens børn skal vokse op.”

Hendes idé med at opruste Danmark markant var netop, at det aldrig skulle komme dertil, at nogle skal ofre deres liv for Danmark. Men det gør vi. Vi dør i velfærden og ikke på slagmarken. Aldrig har Danmark været så rigt – alligevel går alle pengene til aktieejere i krigsindustrien. Vores velfærdspenge. Vi vil ikke dø for deres profit!