NATO i kølvandet på topmødet i Ankara

[KOMMUNIST 8-9 2026] Det 36. NATO-topmøde fandt sted i Ankara den 7.–8. juli denne sommer. Der var forbud mod protester og demonstrationer i Ankara fra den 28. juni til den 10. juli.
De tyrkiske kommunister trodsede forbudet. Efterfølgende holdt de et internationalt anti NATO-topmøde, hvor der deltog mange kommunistiske partier fra hele verden.

NATO grundlagdes 1949 af de imperialistiske magter, som – efter at Sovjetunionen havde besejret de fascistiske tyske hære i en bitter kamp og befriet halvdelen af Europa – valgte at konfrontere kommunismens prestige.

Sovjetunionen udgjorde ingen trussel mod noget land. Opgaven var at genopbygge landet. NATO blev centralkommandoen i den nye verdenskonflikt, der blev lanceret af USA og Storbritannien umiddelbart efter 2. verdenskrig.

NATO var aldrig en forsvarspagt mod den sovjetiske trussel. Formålet var at omringe Sovjetunionen og at gøre antikommunisme til statsideologi for at beskytte markedsøkonomien og en pro-amerikansk politisk orientering.

Planlagt strategi

NATO organiserede hemmelige og ulovlige operationer. NATOs hemmelige netværk udførte politiske mord, dirigerede narkotikahandel, iscenesatte provokationer og opmuntrede kupmagere til at vælte regeringer.

NATO er imperialisme og vogter af multinationale monopoler. NATO er antikommunisme, altså et instrument til at opretholde amerikansk hegemoni inden for det imperialistiske system.

Krigen i Ukraine er resultatet af NATO’, der reagerer mod Den Russiske Føderation. Den er både en fortsættelse af de væbnede interventioner og besættelser, som NATO har ledet i lande som Jugoslavien, Afghanistan og Libyen, og kvalitativt forskellig fra dem. De tidligere interventioner var ikke så meget rettet mod en magt, der truede amerikansk hegemoni, som mod at konsolidere denne hegemoni. Krigen i Ukraine blev derimod iværksat med det formål at fjerne Rusland fra ligningen som en del af USA’s strategi for at forhindre Kinas fremgang.

Fuld af modsætninger

NATO har altid haft modsætninger eller interne spændinger. Da Sovjetunionen eksisterede, gav tilstedeværelsen af en fælles modstander alliancen et mere samlet udseende. Selv da divergerede USA’s og de europæiske imperialistmagters interesser ofte. Konkurrencen mellem de førende europæiske magter komplicerede disse splittelser yderligere. Alligevel havde de store europæiske stater, anført af Tyskland og Frankrig, aldrig styrken eller den politiske vision til at udfordre USA’s hegemoni.

Mens Washington forlængede krigen i Ukraine, pressede det samtidig sine europæiske allierede til at afsætte flere ressourcer til militærudgifter og til at tilpasse sig tættere til den amerikanske strategi.

I modsætning til de gentagne påstande før Ankara-topmødet om, at NATO var ved at “falde fra hinanden”, fortsætter alliancen sin blodige kurs – trods de interne modsætninger. Topmødet viste endnu engang, at den fælles forpligtelse til oprustning er NATO’s primære kilde til samhørighed. Stigende militærbudgetter har sikret støtte fra store kapitalinteresser.

Køb, køb, køb

Topmødet i Ankara repræsenterer en konsensuserklæring om genoprustning og krigsforberedelse. Den modvilje, som en håndfuld lande har udvist mod at yde militærhjælp til Ukraine eller at afsætte det ønskede niveau af ressourcer til genoprustning, skal ikke overvurderes. Det vigtigere spørgsmål er, om Europa besidder det industrielle grundlag og den økonomiske kapacitet, der er nødvendig for at sikre en hurtig militær opbygning. Tyskland og flere andre europæiske lande står fortsat over for betydelige politiske, demografiske og økonomiske hindringer for at omstille sig til krigsøkonomi.

Selvom Den Europæiske Union tydeligvis har tabt terræn i den intensiverede globale konkurrence, ville det være urealistisk at afvise EU som ubetydelig. Det er imidlertid hævet over enhver tvivl, er, at omfanget af den militarisering, som Europas herskende klasser vil have, medfører betydelige sociale omkostninger. Dette vil fremkalde reaktioner fra arbejderklassen.

Den amerikanske regerings mål med at tilskynde Europa til oprustning betyder ikke at hjælpe lande med at opbygge en uafhængig våbenindustri. Washingtons mål er at sælge flere våben til Europa. Som følge heraf vil der sandsynligvis opstå hård konkurrence mellem våbenproducenter inden for NATO i stort set alle større indkøbsprogrammer i de kommende år.

Ingen fred med NATO

Farerne fra NATO er tydelige, men alligevel føjer det politiske etablissement sig. Kampen mod imperialismen og organisationer som NATO handler om klassepolitik.

NATO er ikke blot en amerikansk-ledet imperialistisk alliance, men også den internationale håndhæver af kapitalistisk styre. Gennem hele topmødet demonstrerede protesterne endnu engang, at det er umuligt at stå imod NATO uden at konfrontere selve markedsøkonomien.

Kampen mod NATO er en kamp for at befri vores lande fra dominansen af multinationale monopoler, holdingselskaber og imperialistiske magter. Trods det intense pres omkring topmødet opfordrer vi alle allierede med arbejderklassen til at tilslutte sig og styrke denne kamp.

Redigeret fra det Tyrkiets Kommunistiske Parti