Norge er et skridt nærmere minedrift i havet

Af Øyvind Andresen, Friheten. Forkortet af redaktionen

[KOMMUNIST nr. 10-2024] Det globale kapløb om at udvinde værdifulde mineraler på havbunden er i gang.

I 2025 planlægger den ­norske regering at give koncessioner på 386 områder for at lede efter mineraler i et område på over 100.000 kvadratkilometer i Grønlandshavet og Norskehavet. Dette sker på mange tusind meters dybde. Der er ingen, som aner miljøkonsekvenserne af denne type minedrift.

I januar 2024 stemte et flertal i Stortinget for at åbne for opsøgning og udvinding af mineraler på havbunden som det første land i verden. Regeringen overlader det til de private licenshavere at kortlægge både mineralforekomsterne og miljøkonsekvenserne i ”deres” områder uden at vurdere den samlede påvirkning af økosystemet i havet. Disse selskaber har selvsagt en egen interesse i at starte udvindingen.

Der er ingen grund til at stole på regeringens forsikringer om, at denne virksomhed vil tage hensyn til miljøet. For over 99% af det udpegede udvindingsområde er der ingen viden om miljøet.

Nu har regeringen startet en høring af den første koncessionsrunde for havbundsmineraler med en høringsfrist på den 26. september.

Det var i juni i fjor, at regeringen trods store protester fremlagde planerne om mineralvirksomhed på et 281.200 kvadratkilometer stort område i Barentshavet og Grønlandshavet. Første runde berører 38% af dette område; det vil sige over 106.000 kvadratkilometer. Dette område er større end Islands landareal.

Minedrift efter pres fra USA

Forud for Stortingsvedtagelsen i januar kom der negative og skeptiske udtalelser fra en række faglige organisationer som Miljødirektoratet, Norsk institut for Vandforskning, Norges Polarinstitut, Havforskningsinstituttet, Meteorologisk Institut og Norges Fiskerlag. Samtlige miljøorganisationer er imod planerne.

Men også alle EU’s institutioner har udtrykt stærk bekymring over norsk minedrift på havbunden. Det gælder Ministerrådet, Kommissionen og Parlamentet. Norge er som regel meget servil overfor EU, men lige i dette spørgsmål er de ligeglade.

Grunden er, at det er USA, der presser på.

I oktober i fjor blev der undertegnet en aftale mellem USA og Norge, som både er interessant og afslørende.

I aftalen hedder det bl.a.:

Norge har ambitioner om at være ledende i verden indenfor indbringende, klog og bærekraftig udnyttelse af sine mineralkilder på havbunden.

Regeringen argumenterer for, at minedrift på havbunden vil fremskaffe værdifulde mineraler til ”den grønne omstilling”, men prøver at skjule, at disse mineraler i høj grad vil gå til våbenindustrien.

Senator Marco Rubio udtrykte i oktober 2023 krystalklart USA’s interesser:

”Som I ved, er der få forekomster af og udviklingstiltag for kritiske mineraler, som er fri for den ondsindede og tyranniske politiske indflydelse fra Folkerepublikken Kina”.

Energiminister Trygve Aasland siger det lidt mere diplomatisk:

”Stormagtsrivaliseringen gør det endnu mere vigtigt at sikre vestlig kontrol af værdikæderne”, siger han til Dagens Næringsliv i juni 2024.

En ny stilhed

Aasland er ikke bekymret for, hvordan regeringens planer vil blive modtaget:

”Ligesom med hvalfangst er der mange følelser med mineraler. Men fakta må styre det”.

Men hvad er fakta om norsk hvalfangst? Da hvalfangstens epoke var endt, var der næsten ingen af de hvaler tilbage, der havde fyldt verdenshavene. I dybet rådede en ny stilhed.

Hvalfangst er dermed et glimrende eksempel på, hvordan det vil gå, efter at ”det nye industrieventyr” er forbi. Der vil råde en ny stilhed.