Norske valgdage

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST 4-2026] Engang var valgdage næsten en slags højtider, hvor vælgerne gik til stemmeurnerne iført pænt søndagstøj, og hvor der forinden havde været ført en valgkamp, der handlede om politik. I dag har det sidste udartet sig til en slags forsimplet overbudspolitik og underholdning, som i TV 2’s udsendelse ”Højskolen”, så alene af den grund er det rart at gå lidt tilbage i tiden, men ikke mindst fordi norske Jan Kjærstad skriver så godt om den.

Meget betids har han barslet med en roman, der netop hedder ”Valgdage”, og som fortæller en udviklingshistorie om en mand og et land, hvor individualisme og egoisme efterhånden er trådt i stedet for fællesskab og solidaritet. Ledetråden i hans store vævning er de seks mest væsentlige norske valg i tiden fra 1965 til 2017, hvoraf afstemningen om medlemskab af EU er et af dem.

På omslaget er der et fotografi af en flok mennesker i pænt tøj, de skal nok til valg, og midt i billedet står en smilende dreng i det stiveste puds. Det må være Einar, der er romanens fortæller. Hans far er ølkusk og har sværget evigt huld og troskab til Arbeiderpartiets legendariske formand Einar Gerhardsen og opkaldt sin søn efter ham. Samme Gerhardsen bliver også betydningsfuld for lille Einars videre færd i livet, da han forærer drengen en sød og saftig blomme samt en hel femøre.

Da Einars klasse skal til København og i Zoologisk Have, kan han ikke komme med. Den slags luksus har familien ikke råd til. Klassen kommer tilbage og fortæller til Einars misundelse begejstret om, at de har set et næsehorn. Først mange år senere lykkes det ham selv at få den oplevelse, endda ude i den frie natur.

I klassen får han tre venner og de danner et socialdemokratisk broderskab og fastholder livet igennem, uanset deres sociale status, at stemme på Arbeiderpartiet. Det er disse fire, der mødes på de seks valgaftener: Sixten, der først læste til læge, men vælger sjælen frem for legemet og i stedet bliver præst, Toravl bliver finansadvokat, Boris bliver kunstner og Einar – Ja, han bliver aktiespekulant.

Man kan så spørge sig selv om, hvordan pokker arbejderdrengen finder på det, og svaret begynder med mødet med Gerhardsen. Einar fik via blommen og femøren smag for penge og de goder man kan få for dem og finder ud af, at med spekulation i aktier kan man tjene penge uden at røre en finger. Det giver mulighed for, at man i stedet for at knokle som hans far kan beskæftige sig med det, der interesserer én. For hans vedkommende er det at lade tankerne løbe frit, at reflektere og at bruge den syvende sans: hukommelsen.

Han har fingerspitzgefühl og tjener rigtig mange penge i al stilfærdighed. Undertiden kan han gribes af skyldbevidsthed, men den undertrykker han ved at stifte ”Den usynlige hånd”, der hemmeligt støtter iværksættere, som han snuser op på sine bilture rundt i det prægtige Norge, der skummer fløden uden at kere sig om den nød og elendighed, der hærger mange steder på jorden.

Men man siger jo, at lykken ikke er gods eller guld, og privat går det op og ned for Einar med forhold, der ikke holder, og et der måske gør det. Indimellem dummer han sig, når han kryber frem fra sit skjul og spiller krøsus, og økonomisk laver han også en fejlberegning, da han investerer i solceller, men han vinder det tabte ind ved at droppe den sidste rest af idealisme og gå over til at sætte sine penge i olie, ligesom Norge, og i våbenteknologi. 

Valget i 2017 bliver en nedtur for Arbeiderpartiet, men en optur for Einar, der ikke mangler noget, ikke en gang det, der ikke kan købes for penge.

Jan Kjærstad: Valgdage. Oversat af Anne Matthiesen. Gyldendal. 496 sider. 300 kr.