Ny Erling Jepsen med fortælling fra grænselandet

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST 10-2026] Fordi man er i familie, behøver man jo ikke at elske hinanden, og nogle ser helst dens medlemmer hængende på væggen, mens andre skriver om dem for at få luft for deres frustrationer. En af sidstnævnte er Erling Jepsen, hvis læsere vil vide, at hans forhold til faren ikke var det bedste.

Dertil kommer at ­familien er fra Sønderjylland, hvor dansksindethed og tysksindethed yderligere kan skabe ­komplikationer. Det er den ­side af sagen, der spiller en væsentlig rolle i Jepsens seneste roman, hvor det er mormoren og moren, der er hovedpersoner. Tidsmæssigt dækker den de seneste ca. 100 år, og inddrager dermed de to verdenskrige og tiden imellem dem.

Nutiden er 2021, hvor fortællerens far er død, og han, Erling, som han hedder i bogen, for første gang i ni år kontakter sin 80-årige mor. Han besøger hende i hendes nye pensionistlejlighed i Gram og tilbringer flere dage der, da hans formål også er at få hende til at fortælle om hendes baggrund, hvad der på farens foranledning var tabu i hjemmet, fordi den åbenbart var forbundet med noget skamfuldt. Det kniber først lidt med fortællelysten, men et glas kirsebærvin eller tre løsner Doddys, morens kælenavn, tunge, og lidt efter lidt vokser fortroligheden mellem mor og søn.

Doddys bedsteforældre hørte til det bedre borgerskab i Hamburg, og det var forventet at datteren, Gretchen, skulle gifte sig med en mand fra samme stand, men så mødte hun Jes, der bare var kommis i sin fars købmandsforretning i Flensborg. For at pynte lidt på det, fik han anskaffet sig en nedslidt gård i Nordslesvig med den ambition, at den med tiden kunne konverteres til et Kaufhaus.

Erlings bedstemor bliver således gårdmandskone i et tysk område, men gift med en dansker, som bliver indkaldt under 1. verdenskrig. Den tidligere fine frøken må finde ud af at klare bedriften sammen med en gammel karl og på et tidspunkt heldigvis suppleret med to russiske krigsfanger. Jes overlever krigen, og livet fortsætter på gården med børnene Hans og Doddy, men drømmen om et Kaufhaus går op i røg.

Det er ikke så let at være af tysk familie i det, der efter krigen bliver et dansk område, og det kommer Doddy til at mærke under opvæksten med bl.a. påvirkningen fra hendes tyske bedstemor, der ikke er fremmed for den voksende nazisme. Tre gange møder Doddy ad den vej Doktor Goebbels. De to første gange er det en stor oplevelse, men den sidste bliver katastrofal. Her er det muligvis digteren, Erling, der får overtaget, som det sikkert er tilfældet mange andre steder i bogen.

I den familie har pigerne det med at forelske sig i de forkerte mænd, og den kønne og musikalske Doddy vælger mejeristen Magnus, hvis mor er vaskekone og far lider af såkaldt bombefeber fra krigen. Magnus er sød og poetisk, han skriver digte, eller skriver dem af, og det er først lidt inde i ægteskabet, at Doddy udsletter sig selv for at han kan være glad, for så er alle glade.

Erling Jepsen har altid været en god fortæller, men når denne roman efter min mening er hans bedste, er det fordi den splint af et troldspejl, der hidtil har præget hans syn på omgivelserne, er forsvundet. Her er den sorte humor afløst af et mildt lune og et oprigtigt forsøg på at forstå, hvad der drev den stærke mormor og den svage mor, der endelig her på sine gamle dage finder styrke til at træde ud af sin skygge.

Erling Jepsen: Min mor og Doktor Goebbels. Gyldendal. 352 sider. 300 kroner