OK-26: Taktik og politik

[KOMMUNIST 2-2026] Overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i 2026 (OK26) kredser om et klart hovedtema: realløn, fleksibilitet og fastholdelse. 

Efter flere år med høj inflation og stigende arbejdspres stiller de offentlige fagforbund krav, der både skal styrke købekraften og gøre den offentlige sektor mere attraktiv i konkurrencen med det private arbejdsmarked.

På tværs af forhandlingsfællesskaberne – herunder Forhandlingsfællesskabet, Centralorganisationernes Fællesudvalg og Akademikerne – er der bred enighed om kravet om reallønsfremgang. Lønstigningerne skal som minimum følge privatsektorens udvikling for at undgå yderligere lønefterslæb, særligt for akademikere og rekrutteringskritiske faggrupper.

Samtidig fylder fritvalgsordninger mere end tidligere. Flere forbund ønsker mulighed for at konvertere løn til ekstra fridage eller pension, hvilket afspejler et øget fokus på forskellige livsbehov og fleksibilitet. 

For lavtlønnede grupper, især repræsenteret af FOA, er målrettede lønløft og forbedrede pensionsvilkår centrale krav. 

Arbejdsmiljø og trivsel er et tredje hovedspor. Stress, arbejdstid og hviletid indgår direkte i flere kravkataloger, ikke mindst inden for sundhed, social- og undervisningsområdet. Forbund som Lærernes Centralorganisation og Socialpædagogerne lægger vægt på, at arbejdsvilkår igen skal reguleres kollektivt.

Samlet set afspejler OK26 et lille skifte fra rene lønforhandlinger til en bredere diskussion om et bæredygtigt arbejdsliv i den offentlige sektor. Spørgsmålet er ikke kun, hvad arbejdet koster, men om den offentlige sektor kan fastholde og tiltrække kvalificeret arbejdskraft i et stramt arbejdsmarked.

De politiske vinde er gunstige

Set i et magtpolitisk perspektiv står fagbevægelsen i OK26 i en mere gunstig forhandlingsposition end ved tidligere forhandlinger. Hvis fagbevægelsen vel at mærke vælger at udnytte den. 

På arbejdsgiversiden står en svag og fragmenteret regering, hvor handlekraften er begrænset, og kompromiser internt allerede er dyre. 

Samtidig har Socialdemokratiet et tydeligt incitament til at fremstå mere velfærds- og lønmodtager­venligt frem mod det kommende folketingsvalg. Partiet har historisk haft stærke bånd til den offentlige sektor og ved, at utilfredse offentligt ansatte hurtigt kan omsættes til tabte stemmer. Det skaber et forhandlingsrum, hvor regeringen har mere at tabe politisk end fagbevægelsen har ved at presse på. I den situation er krav om reallønsfremgang, bedre arbejdsvilkår og fritvalg ikke blot faglige ønsker, men også politiske testballoner. 

Spørgsmålet er derfor ikke, om der er plads til indrømmelser, men om fagbevægelsen har viljen til at udnytte en situation, hvor modpartens politiske behov kan vise sig at være dens største svaghed.

MMJ