OK26 – et tegn på tandløshed

[KOMMUNIST 4-2026] Den nye offentlige overenskomst er blevet præsenteret som et ansvarligt og ­balanceret resultat. Men af­talen kan i bedste fald beskrives som forsigtig og i værste fald som utilstrækkelig i forhold til de udfordringer, den offentlige sektor står overfor.

Lønrammen er for ringe. Selvom en samlet stigning på omkring 8 procent over tre år umiddelbart kan lyde fornuftig, udhules den af inflationen. Mange offentligt ansatte vil reelt ikke opleve en mærkbar forbedring i deres købekraft. Tillige vil lønrammen ikke formå at indhente løntab og efterslæb.

De offentligt ansatte var i gennemsnit løftet 2,86% i løn årligt for perioden 2021–2025. I samme periode har den gennemsnitlige årlige inflation været 3,62%. Det betyder et reallønsfald på ca. 0,76% årligt eller 3,8% for perioden. Det kan de ansatte sagtens genkende i deres hverdag.

Med OK 26-forliget og aftalen om lønstigninger for perioden 2026–2029 på 8,27%, vil de første 3,8% dermed være ædt op af tidligere års reallønstab. Det efterlader en mulig stigning på 4,47% over en treårig periode – uden at fratrække en forventet inflation, som kan stige på grund af USA’s krig mod Iran. Købekraften udhules med det indgåede forlig.

Del og hersk

Fordelingen af midlerne er også et konfliktpunkt. Målrettede puljer til udvalgte grupper kan umiddelbart virke som en løsning på ­specifikke udfordringer. Men når nogle faggrupper tilgodeses, sker det i praksis på bekostning af andre. Det udfordrer den solidariske grundtanke, som historisk har været et bærende element i den danske fagbevægelse, og risikerer at skabe øget fragmentering på tværs af professioner.

Konflikten forstærkes af, at lønstigningerne beregnes procentuelt. For de lavtlønnede – typisk ansat på 3F’s og FOA’s overenskomster – betyder den ­procentuelle stigning, at der opstår en stigende økonomisk skævhed mellem top og bund. En DJØF’er med en årsindkomst på 750.000 får mere ud af en stigning på 8,27% end en SOSU-hjælper med 350.000. Tages inflationen med, er sandsynligheden for reallønsfald for de lavtlønnede markant højere.

Desuden er flere af de nye “rettigheder” ikke reelle. F.eks. afhænger ekstra omsorgsdage af ledelsens godkendelse, undtagen på statens område. Det betyder, at forbedringerne i praksis kan variere betydeligt fra arbejdsplads til arbejdsplads. Det skaber ikke ensartede vilkår.

Strukturelle udfordringer

Accepten af en treårig overenskomstperiode i en tid præget af økonomisk usikkerhed, stigende inflation og hastige ændringer i arbejdsmarkedet reducerer mulighederne for at justere kursen undervejs. Viser lønudviklingen eller arbejdsvilkårene sig at halte yderligere bagefter, er der få handlemuligheder. Fleksibilitet bliver den enkeltes problem uden at give reel handlefrihed.

Fraværet af strukturelle løsninger ses i, at det offentlige kæmper med massiv arbejdskraftmangel, stigende arbejdspres samt voksende krav til kvalitet og effektivitet. OK 26 adresserer disse udfordringer perifert, men leverer ingen svar. Lønpuljer og mindre justeringer kan ikke løse problemer, der er forankret i arbejdsvilkår og organisering.

Samlet set fremstår OK26 som en aftale, der i højere grad administrerer status quo end adresserer de reelle problemer. Den leverer justeringer frem for løsninger og fleksibilitet frem for fællesskab. I en tid, hvor det offentlige har brug for klare, langsigtede investeringer i både medarbejdere og arbejdsvilkår, virker det som en forpasset mulighed.

Er overenskomsten så tilstrækkelig? Svaret er et klart nej.

MMJ