OK26: rammen er sat for offentlige ansatte
[KOMMUNIST 4-2026] Nu er der indgået forlig om nye overenskomster for det offentlige område.
Resultatet vil næppe gå over i historien, fordi de ønskede krav langt fra blev opfyldt. Der er lagt op til en lønramme på 8,7 procent fordelt over 3 år. 6,3 procent vil gå til de generelle lønstigninger, og resten skal betale barnets tredje sygedag, den nye fritvalgskonto samt nye tiltag for barsel og seniorer.
Statens område lagde ud
Vanen tro lykkedes det arbejdsgiverne at trække fagbevægelsens forhandlere rundt i manegen i kort snor, for heller ikke denne gang lykkedes det at få et mærkbart resultat.
For de 6,3 procent til de generelle lønstigninger er for lidt, da det ikke er nok til at dække det lønefterslæb som inflationen skabte og lønmodtagerne mærker stadig et mindre rådighedsbeløb på grund af stigninger på mad, transport og bolig.
Soldater kom i fokus
Et af de store temaer i forhandlingerne på statens område var soldaterne. Her havde finansminister Nicolai Wammen helt ekstraordinært på forhånd lovet og afsat 275 millioner kroner til et lønløft for at fastholde soldaterne i militæret. Det faldt ikke i god jord, fordi pengene skulle tages fra andre faggrupper i det offentlige.
Statskassen bugner af penge, og der er afsat 367 milliarder kroner til krudt og kugler, men dem der skal agere kanonføde kunne få 275 millioner til deling. Det har skabt stor vrede blandt soldaterne, som havde sat næsen op efter helt andre beløb.
For en god ordens skyld skal det med, at mange er imod, at det burde være nødvendigt at skulle have professionelle soldater, men nu har vi dem, og så skal de også have en ordentlig løn – betalt af militærets egen pengekasse.
Kommuner og regioner fulgte trop
Helt som forventet har der været godt gang i kopimaskinerne hos forhandlerne på det kommunale- og regionale område, for de resultater man opnåede her, var stort set det samme som på statens område.
Resultaterne til de ansatte vil helt sikkert ikke skabe den store begejstring, da et lønløft til de lavtlønnede udeblev, og kløften til de bedst lønnede voksede yderligere.
Virkeligheden er en anden
Hvad kan ansatte bruge frihed på barns 3. sygedag til, når det ikke er en ret, men en mulighed, hvor det stadigvæk er arbejdsgiveren, som har det sidste ord, og hvor mange i dag får afslag.
På statens område lover man et bedre psykisk arbejdsmiljø, samtidig med at man sparer 5,5 milliarder og fyrer folk, så virkeligheden bliver et større arbejdspres. Og hvorfor er der ikke kæmpet for bedre normeringer, som er årsag til mangel og flugt fra plejeområdet.
En treårig aftale kan betyde, at hvis inflationen stiger, kan man stå med en forringet købekraft den sidste del af overenskomstperioden. Det lyder også fint på papiret med flere lokale forhandlinger, men i virkelighedens verden betyder det, at man nu skal kæmpe mod arbejdsgiverne lokalt, hvor stramme bugetter altid er i vejen for et fornuftigt resultat.
Sammenhold på prøve
Nu er forhandlerne fra såvel arbejdsgivere og fagbevægelsen i fuld gang med at fortælle om de fantastiske resultater, der blev opnået denne gang. Men kampen er ikke slut, den fortsætter. Det er nu, der skal vises sammenhold, for det kan gøres bedre. Stem nej.
/PeJu