Oprustning i Arktis

Donald Trumps forsøg på at bemægtige sig Grønland har gjort et hidtil relativt fredeligt område til endnu en skueplads for militære spændinger og våbenkapløb. Det er det rene vanvid.

Af Thorbjørn Waagstein

[KOMMUNIST 4-2026] Hovedårsagen til interessen for Arktis er, at klimaforandringerne gør området mere tilgængeligt. Den fornyede stormagtsrivalisering betyder, at ethvert spørgsmål bliver genstand for militære stridigheder. Hvad Grønland angår, er der en yderligere særlig faktor: Trumps forfængelighed – at gå ind i historien som en præsident, der markant udvidede det amerikanske territorium. 

For det første kan klimaforandringer åbne op for nye økonomiske muligheder i forbindelse med udnyttelse af naturressourcerne i Arktis. De vigtigste territorialkrav har Rusland og Canada – se kortet.

Rusland og Canada har allerede store projekter i Arktis – olie-, gas- og mineralressourcer. I betragtning af at de vigtigste råstofprojekter ligger inden for hvert lands eksklusive økonomiske zone, og at fremtidige projekter formentlig også vil gøre det, kan kampen om adgang til ressourcer dårligt retfærdiggøre NATOs militarisering (medmindre formålet er at bemægtige sig ressourcerne i russisk Arktis). Påstanden om en militær trussel mod Arktis fra Rusland og Kina kan vanskeligt underbygges.

For det andet gør den skrumpende ismasse omkring Nordpolen sejlads nord om Canada og Rusland ­lettere. Rusland satser kraftigt på den kortere nordlige sejlrute. Projektet er ydermere strategisk, da det er den eneste internationale sejlrute, der ikke kontrolleres af USA og dets allierede. Hertil kommer olie-, gas- og mineralprojekter, heriblandt det enorme ”Vostok Olie Projekt”, som vil blive udskibet via den.

USA har i årevis bestridt de russiske og canadiske regler for de nordlige sejlruter. Udenlandske handelsskibe skal have en forudgående tilladelse til at sejle gennem Ruslands og Canadas indre stræder. Det bygger på FN’s havretskonvention (UNCLOS), som giver kyststater visse muligheder for at regulere sejlads i isdækkede havområder for at beskytte miljøet. USA hævder, at disse indre stræder udgør internationale sejlruter, hvor der derfor er ret til fri sejlads (hvad med den ulovlige blokade af sejladsen til Cuba og Venezuela?).

Det samme gælder krigsskibe ifølge Ruslands krav, hvorimod USA vil gennemføre ”Fri Sejlads Operationer” for på den måde at udfordre russerne. USA har i dag ikke militærfartøjer med den isklasse, der er nødvendig for at passere gennem den østlige del af ruten. I øjeblikket er det en storm i et glas vand og ubrugeligt som argument for oprustning af Arktis.

For det tredje er der ”Grønland-Island-Stobritannien­gabet” (kaldet ”GIUK-gabet”). Dette var en koldkrigsstrategi for at forhindre sovjetiske civile og militære skibes adgang til Atlanterhavet. Grønland og Island var strategiske punkter i NATO’s strategi. Nu bruges det som et argument for at opruste i Nordatlanten. Målet er at strangulere den russiske økonomi og landets flåde i tilfælde af krig. Rusland har begrænset adgang til Atlanterhavet. GIUK er rettet mod at spærre denne adgang. 

Der har været militære installationer i Arktis i mange årtier, både i Canada, Rusland og Grønland. I Grønland er den vigtigste militærinstallation den amerikanske ”Thule Base”, som i 2003 blev omdøbt til ”Pituffik Space Base” for at afspejle stedets navn på inuk­tun. Den forfærdelige atomulykke dér i 1968 understreger de risici, atomvåben i Arktis udgør.

Arktis har været relativt frit for stormagternes konkurrence. Der er uløste territoriale tvister vedr. Nordpolområdet uden for de 200-miles eksklusive økonomiske zoner. Ergo: kun et teoretisk spørgsmål, da isdækket stadig vanskeliggør udvinding af råstoffer fra havbunden.

Norge og Rusland har en lang historie med samarbejde i Barentshavet, og samarbejdet i Arktisk Råd gik godt op til starten af Ukrainekrigen. Rusland, den største ­arktiske nation, er siden i praksis blevet udelukket, stoppet sit økonomiske bidrag og truet med fuldstændig tilbagetrækning. Et Arktisk Råd uden Rusland giver ikke megen mening, da det i så fald kun vil dække halvdelen af Arktis, men alligevel lægges der planer om det. 

Præsident Trump har sat sig som mål at sikre amerikansk dominans i Arktis, ­hvilket har givet anledning til kritiske diskussioner om risikoen ved militariseringen. Denne har ingen rationel begrundelse og er ikke i nogens interesse, ikke engang USA’s. Alligevel bakker EU (og Danmark og Norge) af uransagelige årsager Trumps aggressive politik op. Man skulle tro, det var løgn, men det er det desværre ikke.

(Forkortet af redaktionen. Den fulde artikel kan læses på www.waagstein.com)