På rejse med Karin Michaëlis

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST 10-2026] Under 2. Verdenskrig opholdt Karin Michaëlis (1872-1950) sig i USA, og derfra sendte hun i juli 1945, i form af en kronik til Politiken, en hilsen til Danmark, som hun glædede sig til snart at gense. I den går hun i fantasien en tur på Thurø kirkegård, der med sine gravsteder, der ligner små eventyrhaver, skråner ned mod vandet. Der vil hun også stedes til hvile, når den tid kommer, og der vil sikkert ikke gå lang tid før ingen kender hende mere, tænker hun. 

Den spådom skulle komme til at holde stik, men så dukkede den glemte forfatter op til overfladen igen. Det begyndte i 2006 med dannelse af Karin Michaëlis Selskabet, som siden da har stået for genudgivelser af flere af hendes værker og bøger om hende og en række arrangementer. I 2015 blev et torv i hendes fødeby Randers opkaldt efter hende, og i 2020 blev der samme sted opstillet en buste af hende. I 2022 var hun Årets Klassiker, og hun er blevet optaget i Kulturkanonen. Et teaterstykke om hende er det også blevet til.

I første halvdel af det 20. århundrede var hun en af vore mest internationalt kendte forfattere. Hendes værker spændte over romaner, noveller og børnebøger, der alle var båret af varme, medfølelse, social indignation og kamplyst, og stilen var helt hendes egen, ofte fandenivoldsk, spøgefuld og med en foregiven naivitet. 

Børnebogsserien om pigen Bibi er en slags rejsebøger, der hentede inspiration fra hendes egne rejseaktiviteter. Ustandselig var hun på farten rundt om i Europa med tog og med lange ophold nogle steder, især i Wien, og hun traf mange mennesker, kendte og ukendte, og skabte sig et internationalt netværk. Men der skal jo brød på bordet, og det skaffede hun sig ved at skrive rejsekronikker, især til Politiken.

Det er nogle af dem, 34 i alt fra 1899 til 1948, der nu er samlet og kommenteret i ”Over grænser. Karin Michaëlis som rejsende forfatter”. De bringes, som de blev ­skrevet dengang, og er opdelt efter lande med en indledning før hvert afsnit. Desuden er der noter om personer og sager, der formodes at være ukendte for mange af nutidens læsere.

Kronikkerne er her og nu skildringer af det sete og oplevede, hvad der selvsagt giver mulighed for fejlvurderinger og sprogbrug, der ikke ville falde i god jord i dag. Et eksempel på det er ”Barbarerne” fra 1914, hvor Michaëlis forherliger tysk mentalitet og kultur. Og sådan noget som at anbefale, at der burde uddeles gratis tobak til de fattige og at tale om negres og kineseres lugt.

Blandt de prominente personer hun møder skal blot nævnes præsident Masaryk i Prag i 1919 og Lenins enke Krupskaja, som hun tegner et smukt portræt af. Ikke at forglemme ”Galningen Kokoscha” som lavede en tegning af hende, det burde have kostet ham tre måneders fængsel at offentliggøre.

Rejserne gik også over dammen til USA, hvor Michaëlis havde familie, men her går man i fare hvor man går med alt det gangsteruvæsen, og der er i det hele taget ikke meget at rose. Bortset fra, ejendommeligt nok, en dansk entreprenør, der er i gang med at lave Long Beach om til et luksusbadested, og hvis arbejdere, undtagen de danske, lever under kz-lignende forhold.

Det er Anna Wegener og Kirsten Klitgård vi kan takke for denne spændende udgivelse af en mindre kendt side af Michaëlis’ forfatterskab, der giver et levende billede af en stormfuld tid med to verdenskrige og tiden imellem dem oplevet af et menneske, der gik ind i sin tid med et åbent sind.

Anna Wegener og Kirsten Klitgård: Karin Michaëlis. Over grænser som rejsende forfatter. Gads Forlag. 302 sider. 300 kroner