Palæstina er kommunalpolitik
– også når verden vender blikket væk
Efter to år med systematisk ødelæggelse og massedrab i Gaza, hvor tusinder af civile er blevet dræbt og store dele af området jævnet med jorden, er der nu indtrådt en skrøbelig våbenhvile, og der er mulige fredsforhandlinger på vej.
Men selvom bomberne tier, fortsætter kapitalens maskineri.
Først så vi selskaberne, der profiterede på at levere våben, overvågningsudstyr, samt handel med Israel, og nu kommer der nye selskaber til, der står klar til at tjene på genopbygningen.
Kapitalen tjener først på krig – og derefter på “fred”.
Derfor er der ingen grund til optimisme, så længe besættelsen består, og så længe kommuner som Århus fortsat investerer i selskaber, der profiterer på krigen.
Vi har set det før: mens diplomatiet taler om fred, fortsætter besættelsen og profitten for dem, der lever af den.
Derfor må kampen for Palæstina også føres herhjemme – i kommunerne, hvor vores fælles penge investeres.
Medvirker til folkeretsbrud
Københavns Kommune har omkring 18,9 milliarder kroner placeret i fonde og investeringer. Men ingen ved præcist, hvad pengene bruges til.
Danwatch har tidligere afsløret, at danske kommuner har haft investeringer i selskaber, der bidrager til den israelske besættelsesøkonomi.
Kommunens politik for “ansvarlige investeringer” giver ingen garanti for, at midlerne ikke fortsat ender i selskaber, der medvirker til apartheid og folkeretsbrud.
Når kommunen investerer, investerer den ikke neutralt – men i en økonomi, hvor profit vejer tungere end principper.
Økonomien bag folkemordet
FN’s særlige rapportør, Francesca Albanese, viser i rapporten “From economy of occupation to economy of genocide” (Fra besættelsesøkonomi til folkedrabsøkonomi), hvordan virksomheder som Microsoft, Amazon, Siemens og Mærsk er dybt integreret i Israels besættelsesøkonomi.
Hun kalder det en “økonomi af folkemord” – et system, hvor kapital og teknologi muliggør kollektive afstraffelser og etnisk udrensning.
Ingen offentlig institution kan kalde sig neutral, hvis den investerer i sådanne selskaber.
Kommunal solidaritet i praksis
Bevægelsen Stem Palæstina kræver, at folkevalgte forpligter sig til at trække kommunale investeringer ud af selskaber, der støtter besættelsen, bekæmpe racisme og diskrimination – og sikre ytringsfrihed for pro-palæstinensiske arrangementer.
DKP’s kandidater forpligter sig disse krav og går videre.
Kommunisterne kræver
1. Fuld gennemsigtighed. Offentliggørelse af alle kommunale investeringer, så borgerne kan se, hvor pengene placeres.
2. Afinvestering. At kommunens midler trækkes ud af alle virksomheder, der har medansvar for krig og besættelse.
3. Kommunalt tilsynsråd. Et uafhængigt råd med folkevalgte, eksperter og civilsamfund, som overvåger investeringerne, der bidrager til kolonisering, apartheid, folkeretsbrud og krig.
4. Politisk resolution. At København opfordrer regeringen til at indføre våbenembargo mod Israel og støtte internationale efterforskninger.
5. Ytringsfrihed og solidaritet. Kommunale institutioner skal frit kunne huse propalæstinensiske arrangementer og samarbejde med palæstinensiske byer og fagforeninger.
Fred er ikke blot fraværet af bomber.
Fred kræver retfærdighed – og retfærdighed kræver handling.
Når vi afslører og afvikler kapitalens medskyldighed, bliver lokalpolitik til klassekamp og international solidaritet.
Og dér – i vores egne kommuner – fortsætter kampen for Palæstina.
