
Pantsættelse af Grønland
[KOMMUNIST 11-26] Mette Frederiksen kalder Grønlandsaftalen ”en god aftale”. Washington har i hvert fald grund til at være tilfreds. USA får stærkere greb om Grønlands militære og økonomiske fremtid, mens afhængigheden pakkes ind i højtidelige ord om selvbestemmelse.
Aftalen åbner for udvidelse af den tidligere Thulebase, Pituffik, samt nye forsvarsområder ved Narsarsuaq og Mestersvig. Det store amerikanske misilskjold, bedre kendt som Golden Dome nævnes ikke direkte, men ansøgninger om ubemandede militærinstallationer skal behandles hurtigere. Militærets behov får hurtig ekspedition. Hvem sikrer samme politiske hastværk for boliger, uddannelse og sundhed?
Så kommer råstofferne. Investorer fra lande uden for NATO, NATO-partnerkredsen og EU møder særlige begrænsninger i følsomme sektorer, herunder råstofudvinding. Undtagelser kræver parternes enighed. Grønlands økonomiske handlefrihed underlægges dermed USA’s imperialisme og militærpolitiske hensyn. Når alliancetilhørsforhold bliver målestok for økonomisk udvikling, bliver et folks ressourcer brikker i andres magtspil.
Bundet på mund og hånd
Grønlandske virksomheder loves flest mulige kontrakter ved militære anlæg. Men et folks fremtid kan ikke gøres op i ordrer på at servicere fremmede baser. Arbejdspladser må aldrig blive betaling for at indskrænke kommende generationers handlefrihed.
Den groveste binding gælder en fremtidig selvstændig stat. Danmark og den grønlandske regering, Naalakkersuisut skal sikre, at et selvstændigt Grønland viderefører NATO-tilknytningen og overtager forsvarsaftalernes forpligtelser. Aftalen har ingen slutdato og ændringer kræver fælles samtykke. Eventuel grønlandsk selvstændighed får en militærpolitisk spændetrøje i dåbsgave. Nutidens regeringer skriver under. Fremtidens grønlændere arver bindingerne.
Iskold
Grønlands regering har selv underskrevet. Det fritager hverken Grønland, Danmark eller USA for kritik. Tre underskrifter udligner ingen magtforskel. Selvbestemmelse må også rumme retten til at vælge en anden kurs end den, de kolonialistiske magthavere foretrækker. Grønlands reelle mulighed for frihed og selvstændighed bliver blot en højtidelig overskrift over et stadig smallere politisk råderum.
En venstrefløj med rygrad skal kræve demokratisk kontrol over råstofferne og en udvikling styret af grønlandske behov. Velfærd og natur skal veje tungere end militær prestige og selskabers profit. Solidaritet betyder at støtte grønlændernes ret til også at afvise Danmarks planer.
Danmark skal hjælpe Grønland ud af afhængighed. I stedet har man valgt at give dem varig form. Imperialisme behøver ingen flaghejsning. Den bruger militær og økonomisk styring, der nu er endnu mere stadfæstet med tre nye underskrifter.
/Martin Minka Jensen
