Pissedårlig opdragelse eller pissedårlig politik?

[KOMMUNIST 10-2025] I det gamle Rom fandt regenter og rigmænd ud af, at folket kunne holdes i ro med brød og skuespil. Drabelige gladiatorkampe og rigeligt med mad.

Måske har den historieløse statsminister kigget i en historiebog og fundet drejebogen til den kommunale valgkamp? For kejsere og senatorer var det kutyme at bestikke folket eller fjender i senatet. Nu er vi øjenvidner til samme metode: gratis børnehaver til de velstillede i København, billigere el, kaffe og ikke mindst chokolade.

Stort set alle er vidende om, at dette er valgflæsk. Regeringen kalder det ”borgernær politik”, men det rette ord er bestikkelsespolitik. Alle ved også, at pengene skal findes et sted. Altså flytter denne politik midler fra reelle problemer til ikke-eksisterende problemer.

DKP har i årevis kæmpet for gratis børnehaver som en led i at løfte levevilkårene for det store flertal og uden at nedskære andre velfærdsområder.

Reelle problemer

Et af de store reelle problemer er uddannelse i bred forstand, herunder folkeskoler, elever der ikke lærer at læse og regne, mangel på lærere og pædagoger plus 43.000 unge uden uddannelse og arbejde. Der findes altså rigeligt med huller at stoppe, som gavner det brede flertal mere end prisfald på chokolade og kaffe.

I folkeskolen halter det med inklusion af børn, der tidligere henvistes til specialinstitutioner. Forskningen på området tegner i almindelighed et billede af et kuldsejlet projekt. Lærerne mangler den faglige bagage til at håndtere en skoleklasse med børn med diagnoser, ordblinde, såkaldt normale og højtbegavede i en pærevælling. Redskabet er ikke – som ivrigt gentaget af Tesfaye – mere disciplin m.v., som begrundes med pissedårlig børneopdragelse i familierne.

Det batter overhovedet ikke. Skolegang skal ikke ændres til bortvisning, magtanvendelser eller andre opskrifter fra den borgerligt-konservative drejebog. Ærgerligt, at Socialdemokratiets skolepolitik er endt med at tale om ro og orden. Vi skulle nok hellere tale om viden, kundskaber og færdigheder.

Bedre vilkår for elever og lærere

Altså: skolen skal ikke blive en autoritær instans, der skiller fårene fra bukkene. Vi ved godt, at det er skolens opgave at sortere eleverne.

For kommunisterne drejer det sig i stedet om at skabe en skole, der bygger på hånd, hoved og hjerte. Det indebærer at tage et bredere undervisningsbegreb i brug, hvor teoretisk og praktisk håndelag mødes – f.eks. i løsninger af reelle problemer så som ”hvordan redder vi planeten?”, ”hvordan bekæmper vi racisme?”, ”hvordan bekæmper vi ulighed?” eller ”hvordan skaber vi en verden i fred og samarbejde?”.

Det betyder, at der skal uddannes flere lærere og pædagoger, sikres lavere klasse­kvotienter og udvikles en markant inddragelse, væsentlige kræfter i lokalområdet (elever, forældre, faglige organisationer).

Kapitalismens virkelighed er: Skolen kan ikke ændre samfundsmæssig ulighed og ulige vilkår, men den kan i undervisningen bidrage til opmærksomhed og engagement. Kort sagt siger DKP:  hellere investere i at løse reelle problemer end at opfinde en krise og derefter begrunde regeringens politik.

NRJ