Rablende og rørende dansk film

Af Margit Andersen

I begyndelsen af ”Den sidste viking” tænkte jeg, at jeg var gået galt i byen. Den film kunne vist hverken interessere mig eller læserne, men før jeg fik rejst mig fra sædet, blev jeg fanget ind af den rablende historie om en lille flok mere eller mindre galninge og deres dermed forbundne trængsler.

Anker (Nicolaj Lie Kaas) er nogenlunde normal, bare kriminel i al almindelighed. For en del år siden begik han sammen med Flinke Flemming (Nicolas Bro) et yderst lukrativt bankrøveri, ikke mindre end 42 millioner kroner fik de tilranet sig. Flinke Flemming fik sin halvdel, mens Ankers bror Manfred (Mads Mikkelsen) fik overdraget hans del med instrukser om at tage op til deres mors sommerhus i Sverige og grave pengene ned i skoven der. Anker var nemlig så uheldig, at politiet havde sporet ham, og han blev arresteret og idømt femten års fængsel for røveriet. Et par år før tid bliver han frigivet, fordi han overbeviser de rette instanser om, at han er blevet et nyt og bedre menneske, der aldrig kunne finde på at gøre sådan noget igen.

Så er det om at komme hjem og hente Manfred for at køre til Sverige efter den nedgravede skat. Men det går ikke helt som smurt. Manfred, der er autist eller sådan noget, bilder sig nu ind, at han er John Lennon og vil kun tiltales med John. Gør man ikke det, flygter han ud ad vinduet, uanset fra hvilken etage, eller hvor der nu er en form for udgang.

Desuden er der Flinke Flemming, der har brugt sin andel af udbyttet og en hel del mere. Kreditorerne er efter ham, og de er ikke flinke, hvad der betyder, at Flemming heller ikke har råd til at være flink i jagten på Ankers andel.

Efter en del indtrufne hændelser af uheldig art lykkes det Anker og Manfred/John at komme af sted til sommerhuset sammen med to undslupne psykiatriske patienter, der tror, at de er henholdsvis Ringo Starr, George Harrison og Paul McCartney samt en psykiatrisk overlæge, der har IKEA på hjernen.

I sommerhuset bor nu en fordrukken designer, der aldrig er slået igennem, sammen med sin kone, der engang var model, men nu dyrker boksning, hvad der kan være nyttigt i kritiske situationer. De tager gæstfrit imod gruppen, beatlerne genopliver deres gamle band og øver sig til et kommende lokalt arrangement, mens Anker arbejder på at finde de begravede penge. Det besværliggøres af, at Manfred, nå nej John, har andre ting på programmet, såsom at få Anker tilbage som den han var engang.

I flashbacks vises scener fra deres barndom, hvor Manfred havde det svært. Hans anderledeshed gjorde ham til et yndlingsoffer for de andre børn og bragte deres koleriske og voldelige far i raseri, men ved sin side havde han altid Anker, der beskyttede ham efter bedste evne.

Flinke Flemming har heller ikke opgivet ævred, og får ved fingeramputation brødrenes søster til at vise sig vej til ­sommerhuset, og havde det ikke været for Manfreds dille med at ville hedde John, kunne det være gået helt galt. Det gør det sådan set også, men heldigvis kun for Flinke Flemming.

Selv om filmen handler om psykisk sygdom, kriminalitet, manglende selvværd og fiaskoer, er den vanvittig morsom med uforglemmelige replikker og båret af menneskelig varme. Moralen er, at man skal have respekt for det enkelte menneskes ret til at være anderledes.

Alle de medvirkende fortjener ros, men Mads Mikkelsen skal nu have en ekstra stjerne for sin enestående gestaltning af den sårbare Manfred.

Den sidste viking. Manuskript og instruktion: Anders Thomas Jensen