Reformen, der svigter de svageste

[KOMMUNIST 6-7 2025] Så kom den nye beskæftigelsesreform, og desværre gik det, som vi frygtede. I stedet for at rette op på fejlene i vores beskæftigelsessystem, har man forpasset en oplagt mulighed for at hjælpe de mest udsatte i vores samfund.

De stærke ledige skal nok klare sig – og det er også dem, der står til at vinde mest med reformen. Men de, der er længst væk fra arbejdsmarkedet, bliver de store tabere. 

Reformen indebærer en besparelse på 2,7 milliarder kroner – svarende til omkring en fjerdedel af jobcentrenes budget. Ja, der har været alt for mange meningsløse forløb. Men man kunne have brugt chancen til at skabe en meningsfuld indsats – ikke bare skære ned.

Et stort problem er, at kontanthjælpsmodtagere nu kan gå op til seks måneder uden kontakt med systemet. For nogle vil det være en lettelse at slippe for hyppige, nyttesløse samtaler. 

Men kontakt er nødvendig, hvis man skal have støtte, afklaring og en reel vej videre – til f.eks. fleksjob eller ­førtidspension. Ellers bliver man bare parkeret. Systemet sparer penge på den korte bane, men borgeren glemmes, og udgiften bliver dyrere i det lange løb. 

Reformen i den kommunale virkelighed

Kommunernes økonomi er i forvejen under massivt pres. Derfor er det nærliggende at frygte, at mange kommuner vil bruge denne mulighed for at undgå en aktiv indsats. 
Det er dybt problematisk, for jo længere man er væk fra ­arbejdsmarkedet, desto svæ­rere er det at vende tilbage. Det viser al erfaring og forskning.

Man kalder det en for­enkling, men det er en forringelse.

Revalidering – et redskab med dokumenteret effekt – afskaffes, selvom det kunne have været et vigtigt element i reel opkvalificering og omskoling. I stedet lokkes kommunerne med en jobpræmie, hvis de får borgere ud i løntimer. Det lyder godt, men i praksis risikerer vi, at mennesker presses ud i et job, de slet ikke er klar til – og som kan koste dyrt i både fysisk og psykisk helbred.

Sanktionsreglerne fjernes, og det er positivt. Men hvis kontakten til borgerne samtidig forsvinder, hjælper det ikke meget. Og vi ved stadig ikke, hvad der skal ske med dem, der nu overgår fra ressourceforløb til kontanthjælp, og hvor de, der er gift, kan blive modregnet, hvis ægtefællen tjener for meget. Det er genindførelse af gensidig forsørgerpligt for en lang række borgere. 

Chancen forspildt

Reformen burde have styrket indsatsen for de mest udsatte. I stedet har man valgt den billigste løsning. Med tanke på efterlønnens afskaffelse, dagpengeforringelser og stigende pensionsalder kan man ikke undgå at spørge: Er det stadig en velfærdsstat, vi har – eller er vi i gang med at afvikle den?

Der er så mange uafklarede elementer i denne beskæftigelsesreform, at man kan frygte, at jungleloven kommer til at herske. At man reelt går fra et kontroltyranni til den rene og skære ligegyldighed. Samtidig er der fattige og rige kommuner og forskellige politiske flertal i landets 98 kommuner. Derfor er risikoen stor for, at Danmark får 98 forskellige indsatser på beskæftigelsesområdet. Indsatser der kan variere enormt i kvalitet og indhold. Det er et skred i den arbejdsløses retssikkerhed. En retssikkerhed, der i forvejen er under pres. 

De, der har brug for hjælp, taber endnu en gang, selvom man havde en kærkommen chance for at gøre noget godt for udsatte borgere.

MMJ