Sameproblemet i Norge
Af Margit Andersen
[KOMMUNIST 4-2026] Da Norge skulle i gang med at opbygge sig til en selvstændig stat i 1905, opstod der det hidtil upåagtede problem, at befolkningen ikke var så homogen, som man kunne ønske sig. Den nordligste del af landet var beboet af mennesker, der så anderledes ud, talte et andet sprog og havde en anden kultur og religion end nordmændene sydpå. De blev betragtet som et fremmedelement, der tilhørte en laverestående race. Det måtte der gøres noget ved, og det blev gjort med love, dekreter og forordninger, men uden fysisk vold.
De mennesker, der levede deroppe, var samerne, der ernærede sig med rensdyravl, jagt og fiskeri. Deres religion og ritualer blev forbudt, de skulle have norske navne, og det officielle sprog, også i undervisningen, blev norsk. Kort sagt skulle de assimileres. Man gik så vidt, at man tilbød nordmænd sydfra skattefrihed, hvis de ville bosætte sig deroppe.
Blodig eller ej, så er sådan en proces smertefuld, og det er det Kathrine Nedrejord fortæller om i ”Sameproblemet”, der både er en familiehistorie og et vredt kampskrift. Så vredt at hun undertiden må bruge store bogstaver. Skurken er den norske stat, selv om de tanker der lå bag ikke blev opfundet af den.
Romanen begynder imidlertid i nutiden og et helt andet sted, nemlig i Frankrig, hvor fortælleren, Marie, der er same, har boet i flere år og arbejder som freelancejournalist. Hun er gift med en franskmand og nybagt mor til en datter. Via sin uddannelse har hun geografisk bevæget sig længere og længere mod syd og samtidig væk fra sin familie og sin baggrund.
Hendes ambition er at skrive en roman, men det første forsøg bliver negativt modtaget af forlæggeren, der havde ventet sig noget andet, og oven i det kommer meddelelsen om, at hendes bedstemor er død. Det sidste bliver anledning til, at hun lidt modvilligt rejser tilbage til Sameland, eller Sápmi, for at deltage i begravelsen. En rejse uden returbillet, der ikke blot genforener hende med familien, men også går tilbage til hendes barndom og til slægten bagud i tiden. Det sætter mange tanker i gang hos hende om identitet og tilhørsforhold, for hun oplever nu, at det er i det miljø hun fravalgte, at hun inderst inde hører til
Ønsket om at skifte identitet havde udgangspunkt i, at racismen stadig trivedes under Maries opvækst, og at man måtte skjule sine rødder, hvis man ville undgå at blive set ned på af nordmændene. Modsætningen hertil er kærligheden til og respekten for de samme rødder. Kærligheden til sproget og den litterære tradition, der var den mundtlige fortælling, som afspejles i hverdagslivets samtaler. Man konverserer ikke som i Frankrig, men fortæller løs med afstikkere til hist og pist og uden at veje ordene.
Kvinder og mænd er ligeberettigede, og mange af kvinderne er stærke personligheder, som Maries mor og ikke mindst den afdøde bedstemor, der også var ”sanddrømmer”, altså synsk, og desuden kunne helbrede med håndspålæggelse. Historien om hende fylder med god grund en hel del.
I løbet af opholdet gør Marie sig mange tanker om, hvor og blandt hvem hun hører til og hvorfor. Efter begravelsen bestiller hun en billet tilbage til Frankrig, men har endnu ikke fået afklaret med sig selv, om hendes datter skal arve hendes rødder og den dermed forbundne splittelse.
”Sameproblemet” er på samme tid en varm og kærlig roman og en rasende debatbog om undertrykkelsen af en oprindelig befolkning, der nærmer sig en kulturudslettelse. I 2024 blev der i Norge i den anledning udarbejdet en ”Sandheds- og forsoningsrapport”, som forfatteren ikke giver meget for.
Kathrine Nedrejord: Sameproblemet. Oversat af Sara Koch. Gads Forlag. 400 sider. 300 kr.