Skip to content

skift-spor

Skift spor – stop privatiseringen

[KOMMUNIST 5-2026] Først solgte de DONG, og energipriserne blev skyhøje. Derefter ramte det Post Nord – følgerne er kendte: Ingen eller forsinket post og øgede takster. TDC står også på listen og ikke mindst – togdriften. 

Privatisering af DSB er i virkeligheden “konkurrenceudsættelse”, et mål i EF (nu EU) allerede inden Danmark blev medlem i 1972. Begrundelsen var gennemsigtighed i de mange milliarder, staterne anvendte på jernbanedrift i Europa. Resultat: en ren malkemaskine for spekulanter med dødelige konsekvenser.

Hvordan har togdriften i EU så haft det efter privatiseringen? Ja i England vil de føre togdriften tilbage på offentlige hænder. Togulykker i Frankrig, Spanien, Grækenland og flere til med død til følge på grund af ringere sikkerhed, arbejdsforhold og løn. Tiden hvor der drikkes og spises kringle som i Olsen bandefilm er for længst væk. Offentlig transport er konsekvent blevet dyrere end privatbilen. 

Sporskiftet

Det startede med, at DSB blev skilt fra Banedanmark med en voldsom fyringsrunde på 6.000 mennesker. Der blev sat en skrue i dørene, så de også var fysisk adskilte inde på det ikoniske hovedkvarter i Sølvgade.

Siden har den ene trafik­minister efter den anden privatiseret strækninger, skandaleindkøbt togmateriel som f.eks. IC4, der ikke fungerede.

Få politikere har haft ambitioner for jernbanen, skønt vi reelt kan transportere dobbelt så mange passagerer som i dag med væsentligt flere afgange og kortere rejsetid og ikke mindst styrke den grønne omstilling. Elektrificeringen er kun til klargøring for salg.

Privatisering af DSB

Trafikminister Sonja Mikkelsen (S) solgte i 2001, 13 spritnye elektriske godslokomotiver, diesellokomotiver og 12 elektriske lokomotiver, sammen med resterne af DSB Gods til det daværende DB/Railion for én krone! Det var starten på “slankningen” af DSB. Imens måtte passagererne bøvle med rejsekort og nedlagte stationer.

Trafikminister Flemming Hansen (C) underskrev i 2001 kontrakten med Arriva (det senere Go Collective) med store konsekvenser for DSB-medarbejdere.

DSB havde afgivet bud på at fortsætte driften i Nord- og Vestjylland, men ministeren ville ikke have et DSB-monopol på togdriften og “forærede” kontrakten til Arriva, selv om DSB havde fremsat et bud som var både bedre og billigere. 

Som et resultat heraf endte DSB med at måtte yde ”førstehjælp” til Arriva de første år for at opretholde driften. Samtidig blev Arriva afsløret i at fifle med rettidigheden. I 2010 blev Arriva så solgt til Deutsche Bahn, hvorved Nord- og Vestjylland nu blev betjent af et andet selskab med monopol. Hvor blev logikken af?

Tog til afkast

I 2023 har den tyske investeringsfond Mutares SE & Co overtaget driften af banerne med det nuværende navn GoCollective. Som bekendt har en investeringsfond kun ét eneste formål, nemlig at tjene penge. Utilstrækkelig drift gjorde, at trafikminister Thomas Danielsen (V) opsagde kontrakten med dem før tid. 

Gå ikke over sporet

Ja, Skandaler har vi masser af. Uddannelsen og arbejdsvilkårene er også blevet dårligere, det har vi set og mærket både som passagerer og som ansatte. 

Fakta er, at DSB’s kontrakt med staten stopper i 2027. De partier, som vil privatisere jernbanen, vil fraskrive sig ansvaret for den kritiske infrastruktur, og de har ingen visioner for jernbanens fremtid på vores vegne.

Folketinget har malket både DSB og Banedanmark i de sidste 20–30 år og har kastet mange milliarder væk i form af dårlige beslutninger og ligegyldige motorvejsprojekter. De penge kunne have været brugt på tidssvarende forbedringer og billigere billetter. Billig kollektiv trafik under offentlig kontrol og ejerskab er en grøn omstilling, der gavner alle.

 

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk