
Stemningsfuld fotoudstilling
Af John Poulsen
[KOMMUNIST 6-7 2026] Fotografen Kirsten Klein fyldte sidste år 80 år, og det blev markeret med ikke mindre end to udstillinger og kataloger. En af dem, ”Sfærisk”, blev vist på Munkerup Hus i efteråret og er nu rykket til Holstebro Kunstmuseum med over 150 fotografier og er hermed hendes hidtil mest omfangsrige og bredtfavnende udstilling.
Kirsten Klein er især kendt for sine sort/hvide landskabsbilleder, fordi naturen er hendes foretrukne motiv. Men på udstillingen er der også sat fokus på et af hendes mere underbelyste motiver, mennesket. Her kan man opleve deres gøren og laden på tværs af kloden og altid skildret solidarisk, ”hun føler sig ligestillet med dem, hun møder”, som der står på udstillingen.
I 1962 kom hun først i lære som portrætfotograf og senere som museumsfotograf. Allerede i 1969 havde hun sin debut med udstillingen ”Mexicanske billeder” i København. Den viste resultatet af hendes rejse til Mexico i 1968. Siden da har hun været bidt af landet, og i år 2000 udstillede hun igen fotos fra Mexico på Kastrupgård.
Et andet land, der også har haft hendes store interesse, er Irland, som hun har besøgt flere gange. I bogen ”Hymne til Irland” (1998) oplever vi både den barske irske natur og landbefolkningens hårde hverdag.
Hun foretrækker de sort/hvide fotos, for det giver hende mulighed for under fremkaldelsen at ”manipulere” ved at over- eller undereksponere. Men hun har også leveret farvefotos på bestilling, bl.a. til Hans Edvard Nørregård Nielsens store tobindsværk ”Limfjorden – Stemmer og steder” (2011).
Kirsten Klein er en af vores få landskabsfotografer, og man kan altid kende hendes billeder på deres poetiske stemningsfuldhed. Denne stemning kan ofte have en vis dysterhed over sig, for som hun har udtalt ”jeg elsker gråvejr.” Mange af motiverne henter hun lige uden for døren på Mors, for hun har altid fotografiapparatet med sig. Her har hun boet i 50 år sammen med sin mand, arkitekten Steen Folmer Jensen, som hun har udstillet sammen med flere gange.
Kirsten Klein er velfortjent blevet hædret med en række priser som Fogtdals Fotopris, Thorvaldsen Medaljen og Bindesbøl Medaljen, og siden 1999 har hun fået statens livsvarige hædersydelse.
Det er i tiden løb blevet til mange bogudgivelser og udstillinger i både ind- og udland, og siden 1997 har hun været medlem af kunstnersammenslutningen Corner.
Holstebro Kunstmuseum. Kirsten Klein ”Sfærisk”. Slutter 30. august.

