Skip to content

Surrealistisk socialrealisme fra boligblokken

Af Margit Andersen

Engang kaldte man fattig­kvarterer for slum. Det blev senere til ghettoer, en betegnelse med præg af en befolkning af ”anden etnisk afstamning”. Deniz Kiy kalder i sin debutroman et sådant boligområde for blokke, og Blokkene er da også bogens titel.

En og anden vil måske mene, at der i de seneste år er udkommet en hel del bøger om livet i den slags bebyggelse, og at der ikke kan være meget nyt under solen derfra. Men det er der faktisk, selv om handlingen hovedsageligt foregår i mørke og slud eller regn, sådan som vores klima nu engang er en stor del af året.

blokkene_deniz-kiyAt Blokkene adskiller sig fra sine forgængere fremgår allerede af dens beskedne antal sider, der ikke betyder, at indholdet er tyndt, men antydes også på omslagstegningen, der er opdelt i tre dele. Nederst ses en skummel, mørk indgang til en tunnel. Hvor fører den hen? Til noget mystisk eller uhyggeligt eller er det bare en tunnel? I næste felt vises de trøstesløse, ensartede blokke, der ligger på rad og række, men i det øverste tumler en flok fugle sig under en skyfri himmel.

På samme måde blandes realisme og uvirkelighed i denne kollektivroman, der er opdelt i seks kapitler, der hver, inden for ca. 15 år, fortæller sin individuelle historie om skæbner, der dog mere eller mindre er forbundet med hinanden.

Manja gør rent på en skole, hvor snakken går om stramninger og trusler om privatisering. Emin sidder alene i sin kørestol og skriver breve til sin afdøde kone. Hanna har problemer med at få sit nybagte moderskab til at fungere sammen med sin politiske aktivitet, som i øjeblikket går ud på at få standset nedrivningen af blokkene. Moussa har sygemeldt sig fra universitetet og oplever mærkelige ting i sit musikstudie i kælderen. Kiosk­ejeren Alil er blevet trukket ind i noget handel med stoffer og er selv blevet afhængig. Sarah har fået sig en universitetsuddannelse, men søger forgæves arbejde. Hendes sagsbehandler på arbejdsformidlingen, der hedder Kamal, forstår problemet og forklarer det med, at ”hvad vi gør, skal vi gøre dobbelt så godt”. Hun er nødt til at bo hjemme hos sin mor, der tilbringer dagen med at se Al Jazeere for at holde fast i det, hun har forladt. Nøglen til det hænger ved siden af fjernsynet.

Sådan går hverdagen for de enkelte, men der er også det røde stearinlys, der har brændt ude på græsplænen i årevis til minde om Adam. Adam blev dræbt, da han, forfulgt af politiet, på sin scooter kørte ind i et træ. Det var den gang, da politiet havde fået besked på at gå hårdere til værks over for de unge kriminelle fra ghettoerne. Lyset brænder, og Adam dukker op flere gange i forskellige aldre og sammenhænge.

Der foregår også meget andet mærkeligt, som man kan betegne som surrealistisk, men det er tilværelsen også for disse personer, der er præget af sorg og savn, traumer og krig, og hvor der skal megen selvopholdelsesdrift til bare for at holde sig flydende. Ikke desto mindre eksisterer der også kærlighed, kampgejst og håb, og da der går ild i en af de halvt nedrevne blokke, samler beboerne sig foran den, og en af dem kommenterer det med, at man er nødt til at brænde det gamle ned for at se sig selv i et nyt lys.

Blokkene af Deniz Kiy. Gyldendal. 192 sider. 250 kroner

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk