Tale af Rikke G.F. Carlsson, nuværende formand for DKP, til Knud Jespersen i anledning af 100 års-dagen

Søn af arbejderklassen

[KOMMUNIST 5-2026] Vi er også sønner og døtre af samme klasse, som står her ved din grav, og andre gode kammerater der også gjorde deres indsats i klassekampen og i kampen for socialisme. Jeg ved du ikke brød dig om personificering, du tog en opgave på dig som kollektivet pålagde dig, fordi partiet havde brug for det.

Det var dit kendetegn, ligesom mange andre kammerater før og efter dig. Du var ikke den ”danske Dean Martin” da valget faldt på dig, partiet stod i en vanskelig situation med ufattelig antikommunisme og et forræderi fra Aksel Larsen, som svigtede både arbejderklasse og partiet stort.

Du beskrev SF som halen til socialdemokratiet, og vi her kan fortælle dig, at intet har ændret sig. Arbejderklassen mistede sit parlamentariske og mediemæssige talerør som så mange gange før.

1977 var et årstal, der stadig står klart i manges erindringer. Os, der var med til begravelsesoptoget, vil aldrig glemme den samhørighed ­eller den indsats, du ofrede for arbejderklassen. Din succes var en kollektiv indsats på trods af klassefjendens altid massive modstykke. Det gjaldt kampen for ikke at indtræde i NATO, atomvåbenfri zone i Norden og ikke mindst kampen mod medlemskab af EF.

Du sagde altid vi, når andre partiledere sagde mig. Partiet er os og vil fortsætte til målet er nået, – i opgangstider og nedgangstider. Hetzene er de samme, og ofrene for udbytningen er stadig os børn af arbejderklassen. Vores privilegie er, at kampen for velfærd og socialisme foregår overalt i verden, og at vi henter og udveksler stadig vores erfaringer sammen.

Jørgen Jensen, der kom efter dig, blev udsat for samme hån som du også blev, da du tiltrådte som formand. Du blev kaldt bondedreng, og at du ikke kunne løfte arven efter Aksel Larsen, og Partiet blev mediemæssigt langt i graven.  Partiet gik ikke på kompromis, og som du sagde om Aksel Larsen, ”Jeg vil hellere tabe tusind slag på vores grundlag end bare vinde et på hans”.

Jeg var barn, da du levede, og voksede op mellem benene på alle de fantastiske aktive og også festlige, belæste kloge mennesker. Jeg var ganske lille og sad på skødet af dig under et møde på Vesterbro. inkluderet i stedet for et voksent tyssen. Det var en ny kultur. I dag ser vi stadig, at ammende kvinder dårligt må vise sig i folketingssalen.

Jeg vil slutte med disse klare ord, du sagde på en kongres hvor det stod sløjt til i DKP: ”Vort parti har aldrig befundet sig i en ørkenvandring, vi er et parti, der er de ofre værd, der bliver givet. Vi er nemlig en nødvendighed, hvis arbejderklassen skal sejre, og vi er en forudsætning, hvis man skal opbygge socialisme i Danmark, og begge dele er det vi kæmper for”.

Kære Knud og alle andre, der står fast om denne nødvendighed. Alle før og efter dig. Ære været jeres minde. Kampen fortsætter både for partiet, arbejderklassen og socialisme.