Tidligere DKP’ers erindringer og aktuelle kommentarer
Af John Poulsen
Det er sikkert ikke så mange, der i dag kan huske Thorbjørn Waagstein (født 1950), som var medlem af Centralkomiteen i 80’erne og hørte til de såkaldte fornyere, der sluttede op om Ole Sohn. Det kan skyldes, at han i efteråret 1990 rejste til Latinamerika og i mange år har boet i Nicaragua med sin nicaraguanske kone og familie. Nu har han skrevet sine erindringer ”Fra Grønland til Nicaragua”, hvor han blandt andet fortæller om sit arbejde som u-landskonsulent.
Waagstein er født på Grønland, hvor hans far var læge, men de flyttede i 1958 til Klaksvig, da faren fik arbejde der. Men da der ikke var noget gymnasium i byen, blev han i 1966 sendt til Danmark, hvor han gik på Sorø Akademi. Her var han meget aktiv i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, og endte med at være formand i to år. Efter studentereksamenen i 1969 begyndte han at læse økonomi på Københavns Universitet, men afbrød studiet i 1971 og rejste sammen med sin daværende kæreste til Latinamerika. Her besøgte han en række lande, bl.a. Peru, hvor han et semester fulgte et kursus i økonomisk historie, hvor læreren var marxist og åbnede hans øjne for den materialistiske historieopfattelse. Under rejsen oplevede han den ekstreme ulighed, og hvordan den amerikanske imperialisme optrådte, og det gjorde ham til antiimperialist for livet.
Da han vendte tilbage i slutningen af 1972, meldte han sig ind i DKP, bl.a. på baggrund af oplevelserne fra rejsen, og blev meget aktiv i solidaritetsarbejdet, ikke mindst i Komiteen Salvador Allende.
Et af de spørgsmål, han kommer ind på i bogen, er hans forhold til Sovjetunionen, som han mente ikke var et eksempel til efterfølgelse for os, og han hilste Gorbatjov velkommen og støttede glasnost og perestrojka. Men han har måttet erkende, at ”i sidste ende gik det ikke godt, hverken for Gorbatjov, Sovjetunionen eller de fleste mennesker i Sovjetunionen”. Han erkender, at Gorbatjov havde det problem, at han ikke forstod sig på økonomi, og han har derfor revideret sin opfattelse af ham, hvad der ikke falder ud til Gorbatjovs fordel.
Han støttede oprettelsen af Enhedslisten, men i dag føler han sig fremmed over for den, fordi den støtter oprustning og har svigtet den internationale solidaritet.
I 1976 blev han cand.polit. og blev ansat som undervisningsassistent på universitetet, men miljøet passede ham ikke, og det var en af årsagerne til, at han rejste i 1990. Familien flyttede først til Guatemala, hvor han begyndte at arbejde for IBIS. Han havde opfattet IBIS, en NGO-organisation, som en antiimperialistisk organisation, men da IBIS ændrede strategi og arbejdede mere for at fremme demokrati og menneskerettigheder end for at hjælpe med at forbedre levevilkårene for jævne mennesker, sagde han op og nedsatte sig som selvstændig international u-landskonsulent, hvor arbejde og interesser stort set var sammenfaldende. Det bragte ham rundt i verden til både Sydamerika, Afrika og Asien, hovedsageligt til tidligere kolonier.
Et af de mange emner, han kommer ind på i bogen, er de store politiske konsekvenser, som opløsningen af den socialistiske verden fik for de progressive kræfter i den tredje verden, da de ikke længere kunne få hjælp derfra. For samtidig ændrede en række vestlige lande en del af deres gavebistand til lån, og de måtte underkaste sig krav om privatisering, og en række lande kom ud i svære økonomiske problemer med blandt andet stor gældsætning.
Thorbjørn Waagstein: Fra Grønland til Nicaragua. Erindringer og tanker om livet. BOD. 172 s. 100 kr. Kan købes hos Book on Demand eller internetboghandlere.