
To faglige kongresser med nye tiltag
[KOMMUNIST 12-2025] Der var mange kongresser i slutningen af 2025. Vigtige tiltag og beslutninger blev taget for det fremtidige arbejde i forbundene. Bladet KOMMUNIST bringer her nogle uddrag fra kongresserne i Danmarks Lærerforening samt Fødevareforbundet NNF.
Danmarks Lærerforening
Lærerne er som bekendt hjertet i skolen. Det er lærerne der gennem undervisning åbner elevernes øjne for verden. Den uddannede og engagerede lærer er afgørende for elevens udvikling og livsmuligheder.
Opråb til politikerne
Formand Gordon Ørskov Madsen slog i sin beretning fast, at folkeskolen er presset til sit yderste på grund af mangel på ressourcer og uddannede lærere.
Danmarks Lærerforening vil gerne være med til at finde løsninger, men kan ikke gøre det alene. Kongressen forventer, at regeringen og Kommunernes Landsforening finder de nødvendige investeringer, så vi sammen kan finde gode løsninger. For det er nødvendigt, for at vi kan skabe en stærk og attraktiv folkeskole, som både forældre, elever og lærere vælger til.
Kongresdebat og beslutninger
Lærernes arbejdsmiljø og folkeskolens kvalitet er to sider af samme sag. Derfor er politikerne nødt til at investere i lærernes arbejdsmiljø, var et af budskaberne. Kongressen fremhævede også den humanitære katastrofe for børnene i Gaza og opfordrede til international handling.
Et andet centralt emne var at fastlægge lønstrategi og krav til den kommende overenskomst (OK26) Dette emne var lukket for offentligheden. Gordon Ørskov Madsen blev af kongressen genvalgt som formand.
Fødevareforbundet NNF
De røde faner var hejst, da Fødevareforbundet NNF startede deres kongres. NNF er en stærk spiller på det danske arbejdsmarked. Det er fødevarearbejdernes foretrukne fagforening, og NNF står stærkt, så fundamentet er i orden, både fagligt, organisatorisk og økonomisk. Men det betyder ikke, at man skal lukke øjnene for udfordringer, der skal træffes de rette valg for fremtiden.
Tæt på medlemmerne
Indledningsvis kunne NNF’s Forbundsformand, Ole Wehlast, berette, at hver eneste dag henvender medlemmer sig til NNF for at få hjælp og vejledning.
Hver eneste dag løser tillidsrepræsentanter deres kollegers små og store problemer ude på arbejdspladserne, og hver eneste dag kæmper NNF for bedre vilkår og forhold for medlemmerne. Alt det kan kun udføres, fordi vi har sat nogle fælles mål.
Nye tiltag og beslutninger
De 300 delegerede tog stilling til, hvad NNF skulle arbejde for de næste fire år og har nu truffet en række nye afgørende tiltag og beslutninger om fremtiden.
Kontingentet vil stige fra 409 til 422 kroner om måneden. Flere besøg på medlemmernes arbejdspladser. Valg af flere tillidsrepræsentanter. Sprogundervisning til udenlandske kollegaer. Styrket samarbejde mellem tillidsrepræsentanter i de lokale afdelinger og forbundet samt fastholdelse af fødevareproduktion i Danmark.
Genvalg og nye kræfter
Forbundsformand Ole Wehlast og den øvrige ledelse blev genvalgt. Som noget nyt i ledelsen er der oprettet en ny post som politisk forbundsnæstformand. Det skal være med til at sikre et glidende generationsskifte, når den nuværende formand efter planen går på pension senest i oktober 2027.
Den nye mand om bordet blev mejeristen Kim Mosskov Andersen, der har været tillidsrepræsentant hos Arla Foods.
/PeJu
